Velkommen tilbage! Mickelson vinder igen efter næsten fem år | Golf.dk
Phil Mickelson havde ikke vundet siden sommeren 2013. Natten til mandag slog han en af verdens mest formstærke i et omspil.

Foto: Getty Images

Velkommen tilbage! Mickelson vinder igen efter næsten fem år

05/03 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Sportsjournalistik er skueplads for flere overdrivelser end en druktur med gamle soldaterkammerater.

Men denne søndag er alle de store ord på sin plads. Phil Mickelsons sejr ved WGC Mexico Championship var vild, fremragende, eksorbitant og alt, hvad vi ellers kan finde på af tillægsord.

- Det har været hårdt de sidste fire år at holde fast i troen. Jeg føler, at jeg så småt begynder at spille op til mit bedste. Jeg har virkelig nydt den udfordring, det er at komme tilbage. Jeg prøvede at se rolig ud på overfladen i dag, men indvendigt rystede jeg, sagde Phil Mickelson efter sejren.

Den 47-årige amerikaner var sejrssløs siden The Open på Muirfield i 2013. Med sejren søndag er han oppe på 43 PGA Tour-titler, og dertil kommer en lille håndfuld sejre på andre tours.

Men lige så forrygende som Mickelsons triumf i sig selv var det modspil, han fik fra sidste uges vinder af Honda Classic, Justin Thomas.

Justin Thomas, der er omtrent halvt så gammel som Phil Mickelson, spillede turneringen, som Carl Lewis gennemførte sine 100-meter løb i 1980’erne: Næsten ugideligt ud af startblokken, men halvvejs kom han op i et tempo, der fik alle de andre til at virke stillestående.

Og da Justin Thomas på turneringens sidste hul sendte sit jernslag højt op i den tynde luft over Mexico City, manglede det bedste endnu. Hans bold fløj forbi pinden, landede og spandt tilbage i koppen til en eagle og en runde i 64 slag.

Så kunne han skrive under på sit scorekort med en midlertidig føring på to slag. Utroligt nok var Justin Thomas i par efter turneringens første to runder. Men en 62’er efterfulgt af en 64’er er karrierefremmende hver eneste gang.

Men Thomas var dårligt færdig med at juble, før Tyrrell Hatton holede sit eagle-putt på 15. og indhentede ham. Phil Mickelson opnåede birdie på såvel 15. som 16., og så var der tre spillerere, der delte førstepladsen i 16 under par.

Det lignede et omspil mellem tre mand, indtil Tyrrell Hatton slog sit approach i det saftige, klistrede rough på sidste hul. Selvom han kun lå nogle centimeter fra green, kunne han ikke komme tæt på pinden, og så måtte han nøjes med en tredjeplads.

Mickelson rystede imidlertid ikke på poterne. Han kom i klubhuset i 66 slag, og så kunne Justin Thomas godt finde køllerne frem igen.

De to skulle i omspillet spille hul 17, som var banens femtesværeste henover ugen. Justin Thomas slog sit gap wedge et par meter langt af green. Manden, der en time tidligere kunne hole et fuldt wedgeslag, var nu ikke i stand til at komme ind og i fra ti meter. Justin Thomas måtte nøjes med bogey.

Med en sikker par sikrede Phil Mickelson sig sejren.

I al hypen omkring Tiger Woods’ indtil videre lovende comeback har nogle måske overset, at tigerens gamle ærkerival er i fin form. Mickelson havde en 2. plads, en 5. plads og en 6.plads i sine tre forrige turneringer. Med sejren i Mexico har Mickelson en rigtig god chance for at spille sig direkte på det amerikanske Ryder Cup-hold, som han har gjort det hver eneste gang siden 1995.

Tyrrell Hatton er også ved at være Ryder Cup-klar. Han blev bedste europæer i Mexico og er dermed nu nummer et på den ene af de to pointlister, der determinerer 8 af de 12 pladser på Thomas Bjørns hold.

Indiske Shubhankar Sharma havde ført turneringen indtil lørdag aften. Til sidst måtte han dog kapitulere med en runde i 74 slag. Men den 21-årige komet kan rejse til hjemlandet med masser af selvtillid efter en delt 10. plads. Fra på torsdag spiller han Hero Indian Open, hvor også Thomas Bjørn og Lasse Jensen er med.

 

Link til resultatet

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer