Velforberedt Gladbjerg giver landsmænd baghjul | Golf.dk
Mathias Gladbjerg spillede senest med ved Made in Denmark tilbage i 2016.

Foto: Andrew Redington/Getty Images

Velforberedt Gladbjerg giver landsmænd baghjul

23/05 - 2019 | Kasper Ørkild

Han var næppe eksperternes kandidat til at ende bedst blandt danskerne. Men i formiddagsboldene var det altså 26-årige Mathias Gladbjerg, som skød sig højest ind på leaderboardet af de rød-hvide.

Med en runde i to slag under par er Nordic League-spilleren fortsat en kandidat til at ende bedst blandt samtlige danskere gennem Made in Denmarks førstedag. 

- Jeg synes, at det var en fin score. Den kunne være bedre og dårligere. Jeg synes ikke, at jeg efterlader nogen slag derude, men jeg får ryddet rigtig godt op på de fejl, som jeg laver. Det er alt i alt en realistisk og fair score, fortæller esbjergenseren. 

Runden er især godkendt set i lyset af en dag med masser af blæst på en skarp bane. 

- Det er svært, når det blæser så meget. Fairways er firm derude og står virkelig godt. Så bolden ruller langt på fairways. Indimellem slår man bare nogle slag, der ruller, indtil den når noget længere græs, siger Gladbjerg.

Han spillede også med ved Made in Denmark i 2016. Men dengang var det på et afbud, som gjorde omstændighederne sværere for danskeren.

I år fik han pladsen gennem Made in Denmark Qualifier, hvor en fjerdeplads rakte, da svenske Oscar Bergmann endte over Gladbjerg og ikke havde spillet nok turneringer til at tage imod billetten til Himmerland.

- Første gang var ikke meget forberedelse. I år har jeg været her siden mandag og haft en caddie med hele ugen. Så han har også et godt indblik af banen i forhold til sidste gang, hvor jeg kom ind onsdag eftermiddag, siger Mathias Gladbjerg.

Alligevel spillede han torsdag med en afslappet tilgang til leaderboardet.

- Jeg synes, at jeg har haft optimal forberedelse, men jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke skal have nogen mål. Jeg har forhåbninger om alt muligt stort, men jeg skal prøve bare at nyde oplevelsen og yde mit bedste, slutter han.

I skrivende stund er Thorbjørn Olesen også to slag under par, mens han fortsat er i gang med sin runde. Dermed deler Mathias Gladbjerg indtil videre titlen som dagens bedste dansker.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer