Vejle stikker af med storsejr | Golf.dk

Foto: Henrik Schou

Vejle stikker af med storsejr

17/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Efter at have spillet uafgjort lørdag gik ubesejrede Vejle ind til fjerde runde af Santander Divisionen på førstepladsen, og under søndagens hjemmekamp mod Aalborg gjorde de det klart, hvem der er dronningerne af gruppe vest.

Ingen af de to foursomes nåede længere end 14 huller, før Vejle havde sejret, og i singlerne var hjemmeholdet næsten ligeså overbevisende. Josephine Bertelsen, Iben Hvass og Linette Holmslykke vandt alle deres matches, og kun en sejr til Daisy Nielsen på 2 huller over Stephanie Bertelsen pyntede en smule på slutstillingen.

Den læste 10-2 efter det sidste putt var slået, og det bragte Vejle til syv point og et godt stykke fri af forfølgerne. Nærmest ligger Mollerup med fire point efter søndagens sejr på 8-4 hjemme mod FH Horsens.

Det var tættere end resultatet antyder, idet både Jeanette Pedersen og Sara Monberg skulle helt til hul  18, før deres sejre på 1 hul var i hus.

Weekendens resultater efterlader FH Horsens med tre point. Aalborg er på sidstepladsen med to point, men de har stadig mulighed for at nå med i medaljespillet.

På Sjælland er Smørum i front på trods af, de led sæsonens første nederlag. Emily Pedersen har skiftet klub, og Nanna Koerstz Madsen var på arbejde i USA, så klubbens øvrige talenter fik deres sag for i udeopgøret mod Kokkedal.

Det var helt lige efter foursomes, men værterne satte sig på fem ud af de otte point i singlerne, hvilket gav en sejr på 7-5.

Hillerød inviterede Simon´s indenfor til en øretæve på 9-3. Det betyder, at Smørum og Hillerød ligger lige med fem point, men Smørum indtager førstepladsen på en bedre målscore.

Kokkedal er kun et enkelt point efter, mens Simon´s med to point får sin sag for i sæsonens sidste to runder for at undgå nedrykning.

Link til Danmarksturneringen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer