Værdifuld collegeoplevelse med udsigt til mere amatørtid | Golf.dk
Daniel Nielsen havde en stor præstation for Cameron University, hvor han i sin først sæson blev kåret som bedste nye spiller i hele sportsafdelingen.

Værdifuld collegeoplevelse med udsigt til mere amatørtid

17/04 - 2018 | Martin Rahbech

Efter en periode på fire år sætter Daniel Termøhlen Nielsen til sommer punktum for sit ophold på college. Han har været på juniorcollege ved Ranger College i Texas i det første år, og derefter skiftede han et trin op til Cameron University i Oklahoma. 

- I mit andet semester på Ranger College, kom træneren fra Cameron University ned for at se mig spille turnering. Det tog ham ikke lang tid, før han var overbevist om, at jeg skulle komme og spille for ham i fremtiden. Det resulterede i, at jeg startede på Cameron University i det sydlige Oklahoma med et fuldt scholarship, fortæller Daniel Nielsen til Golf.dk

Det var et markant skifte rent sportsligt fra juniorcollege NJCAA til NCAA og 2. division blandt de mange collegehold.
Han kom skarpt fra start på Cameron University, og han vandt sin første NCAA sejr. Generelt har det været gode præstationer. Han spillede i sin første sæson med en gennemsnitscore på 72.67 og fulgte i sit andet år op med 73.75 i gennemsnit i en sæson med en andenplads som bedste resultat.

Et ophold på college handler jo om meget mere end golf, og det fik Daniel Nielsen et bevis på i sin anden sæson og i starten på sin tredje sæson, som er hans senior år.

- Det var et år hvor vi var utrolig meget væk fra skolen på grund af golfturneringer, som gjorde at jeg faldt bagud i mange af mine timer. Jeg endte med ikke at kunne spille turneringer i det første semester af mit senior år på grund af mine karakterer, fortæller Daniel Nielsen.

Han er med sit hold ved at afslutte sæsonen. Det er med usikkerhed om det ender med at nationalt slutspil, hvilket vil skuffe holdet.

For Daniel Nielsen kommer han hjem en bachelor uddannelse i general business.

- Jeg havde håbet på, jeg kunne finde nogle gode takter, så en professionel karriere stadig kunne være en mulighed. Men jo tættere vi kommer på maj måned, jo mere må jeg nok indse at golfen ikke bliver en realistisk levevej, som ellers altid har været drømmen. Min plan er at tage hjem til Danmark og finde arbejde, baseret på den bachelor uddannelse jeg kommer hjem med. Jeg vil som altid fortsætte med at spille på amatørniveau rundt omkring i Danmark og repræsentere Korsør Golf Klub, fortæller Daniel Nielsen, der trods den manglende professionelle golfkarriere taget meget med sig videre og det er mere end en meget brugbar bachelor.

-Jeg har lært utrolig meget om mig selv i disse fire år. Ikke bare om mig selv, men også hvordan verden hænger sammen. Amerikanerne er jo et helt andet folkefærd, som mange danskere nok har og vil have svært ved at forstå. Jeg har lært så mange fantastiske mennesker at kende, både på og udenfor golfbanen. Venskaber som nok på et eller andet tidspunkt i mit liv vil bringe mig tilbage til USA, fortæller Daniel Nielsen.
 

User Comments:

  • Stort tillykke og velkommen til Danmark og Korsør

    18/04 - 2018 | Birgit Jørgensen

    Det har været utrolig dejligt at have fulgt dig i alle årene i USA. Det er godt gået. Stort tillykke med bacheloren, at spille på det niveau og også klare en eksamen, er bare suverænt og ikke nemt. Jeg har en omgang golf til gode, og vil glæde mig til at indløse den. Velkommen hjem til en ny og spændende fremtid, som endnu tænker jeg, er på tegnebrættet. Kærlig hilsen fra et ældre medlem af din fanskare. Birgit

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer