US Open er dansk golfs Mission Impossible | Golf.dk
Thomas Bjørn, Morten Ørum Madsen, Søren Kjeldsen og Søren Hansen er blandt de ni danskere, der har spillet US Open. Rasmus Højgaard skal forsøge at gøre det bedre, end hans forgængere typisk gjorde.

Foto: Getty Images

US Open er dansk golfs Mission Impossible

14/09 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Der venter Rasmus Højgaard en ork af en udfordring, når han torsdag slår ud på Winged Foot.

Han er kun 19, han skal spille sin første major, sin første professionelle på amerikansk jord, han er oppe mod verdens allerbedste, og han skal spille den måske mest brutale af alle US Open-baner. 

Og så skal han slås mod historien. US Open er for danske golfspillere, hvad Sverige var for det danske fodboldlandshold i gamle dage. En opgave, der af uforståelige årsager er umulig at løse rigtigt.

Hvis Søren Hansen læser med, kan han måske føle sig en anelse forurettet. Hentede han måske ikke en flot 6. plads på Bethpage i 2009?

Jo, det gjorde han. Men det resultat er også som en enkelt lysende pære i et mørkt rum.

På intet andet tidspunkt har Danmark opnået en top-20 placering i den major, der er kendt for rough så strid som ståluld, fairways så smalle som et strygebræt, sadistiske pinplaceringer og greens så glatte, at de burde påføres et advarselsskilt for gangbesværede.

Det er helt usædvanligt. I hver af de tre andre majors har mindst tre danskere top-10 placeringer og ved The Open og PGA Championship har vi endda været meget tæt på den helt store triumf.

I US Open - not so much!

Det er egentlig ikke fordi, vi ikke har haft chancen. Rasmus Højgaard bliver den 10. dansker, der skal spille US Open, og siden Thomas Bjørns første deltagelse i 1997 er det kun sket en enkelt gang, at der ikke var danskere med (det var i 2017). I alt er vi oppe på 30 danske deltagelser i US Open, og vi har sendt spillere afsted med vidt forskellige kvaliteter og spillestile. Alligevel uden det store held.

Her er nogle af de kedelige, historiske fakta, som Rasmus Højgaard skal forsøge at rette op på.

  • Ingen dansk spiller har klaret cuttet ved US Open siden Lucas Bjerregaard i 2014.

  • Kun to danskere er sluttet i top-50 i deres første US Open. Morten Ørum Madsen blev nummer 29 i 2013, og Lucas Bjerregaard nummer 40 i 2014.

  • I sine 12 deltagelser i mesterskabet, sluttede Thomas Bjørn aldrig bedre end nummer 22.

  • US Open er den eneste major, hvor Thomas Bjørn aldrig har opnået en top-10 placering.

  • US Open er den eneste major, hvor Søren Kjeldsen aldrig har opnået en top-10 placering.

  • 18 af de 30 danske US Open-deltagelser er endt i et misset cut.

Rasmus Højgaard vil næppe tænke meget over nogen af disse tal, når han går på banen nær New York. Den uimponerethed, der har præget hans hidtidige golfkarriere, giver håb om, at denne US Open vil blive husket som en god, dansk uge.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk