Uret tikker for fynsk baneejer: Der skal findes en løsning | Golf.dk
Der skal til at ske noget, lyder det fra HCA Golfs ejer Finn Gramvad.

Uret tikker for fynsk baneejer: Der skal findes en løsning

17/04 - 2021 | Henrik Søe

Finn Gramvad nærmer sig de 80 år, og efter 10 år som ejer af HCA Golf i Bogense vil han gøre alt for at finde en løsning på banens situation, inden han efter planen trækker sig tilbage om et par år. 

Gramvad har i de sidste par år ønsket at sælge banen, da han i en alder af 78 år ikke ønsker at drive en golfbane ret meget længere. 

- Jeg har sagt, at jeg giver det to år mere. Jeg er ved at nå op i årene, så der skal findes en løsning på den ene eller anden måde, siger han. 

For nylig gik en mulig handel med en sjællandsk ejendomsinvestor i vasken, da køberens ønske om at opføre huse i nærheden af golfbanen blev afvist af kommunen, fordi planerne angiveligt ikke levede op til kommunens rammelokalplan for arealet. 

- Vi havde en handel, som var 99,9 procent på plads med købsaftale og det hele. Men køberen havde et forbehold om at kunne bygge række eller klyngehuse på et areal tæt ved 2. og 16. hul. Men det ville borgmesteren ikke med til, siger Finn Gramvad, der undrer sig over kommunen og henviser til, at der er eksempler på andre grunde i kommunen, hvor lokalplanen er blevet ændret. 

- Jeg kunne i den grad godt bruge noget mere fleksibilitet fra kommunens side. Den mulige køber havde virkelig været en kapacitet at få til byen. Han kunne have været en stor gevinst for kommunen, men som han siger, så må han nu finde en anden kommune, som er mere villig. Og det tror jeg ikke bliver svært, siger Finn Gramvad.  

Overfor Fyens Stiftstidende forklarer Bogenses borgmester Morten Andersen kommunens beslutning således:  
- Havde det været et lille projekt med to-tre lejligheder, så kunne man tale om, at kommunen kunne være fleksible. Men vi taler altså om et kæmpe område, hvor man ønskede at bygge tæt med rækkehuse på hele arealet. Der må jeg sige, at der er vi slet ikke. Slet ikke, siger han til avisen.

Finn Gramvad har tidligere forhandlet med HCA Golf Klub, som gerne ville købe banen, men de to parter var for mange millioner fra hinanden. Og med den seneste mistede mulighed er det efterhånden ved at være sidste udkald for Finn Gramvad - og i yderste konsekvens også banens overlevelse. 

- På længere sigt er der jo en risiko for at den bliver nedlagt, hvis jeg ikke finder en løsning og kommunen ikke er interesseret i det ene eller andet. Det ville gøre meget ondt, og jeg vil være meget ked af, hvis det skulle ende med det. 

- Jeg har nu gået og knoklet i ti år herude, så det er nærmest blevet et livsværk for mig. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke er på grund af økonomien, at jeg gerne vil stoppe, for det kører godt. Det er udelukkende alderen, der trykker. Jeg har søgt om at få min dåbsattest fornyet, men det fik jeg afslag på, siger han. 

Finn Gramvad overtog banen i 2011, da det tidligere Gyldensteen Golf gik konkurs. Nu er det blevet hans tur til at finde en arvtager til den naturskønne bane uden for Bogense. Han fortæller, at han allerede har haft møder med nye interesserede købere, som kan se et potentiale i anlægget. 

- Jeg skal finde en løsning, og jeg vil gå meget langt for, at jorden ikke skal blive til kornmarker, siger Finn Gramvad. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,719
  • Unique Visitor:191,751
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,204
    • This week:93,198
    • This month:442,075
    • This year:3,554,515

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk