Undersøgelse: Flere end hver tredje golfspiller erkender snyd | Golf.dk
Måler du nu altid ud til et drop efter bogen? Mange golfspillere indrømmer, at de tager sig nogle friheder en gang i mellem.

Foto: Thomas Arnbo

Undersøgelse: Flere end hver tredje golfspiller erkender snyd

05/11 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Vi snyder gerne en gang imellem. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget blandt deltagerne i regelspillet på golfappen GolfQuis.

Ud af 700 svarpersoner siger 38 procent, at de “indimellem bevidst overtræder golfreglerne”.

Golf.dk foretog selv en undersøgelse blandt godt 1500 danske golfspillere tidligere i år.

Her var det kun ti procent, der ville stå ved, at de havde snydt, men det under forudsætning af, at det var for at opnå en bedre score. 44 procent svarede dog, at de havde omgået reglerne af andre årsager (eksempelvis for at gøre spillet hurtigere). Det tal matcher relativt godt resultatet af GolfQuis’ undersøgelse.

Der er altså noget, der tyder på, at vi er villige til at omgå reglerne under bestemte omstændigheder.

Den nye undersøgelse viser også, at kun hver tredje af os systematisk påtaler regelbrud, når vi ser vores medspillere begå dem. Baggrunden er, at man ikke ønsker at blive betragtet som “regelrytter”.

Nogle andre konklusioner fra undersøgelsen er:

  • 61 procenter mener, at deres klub har gode tilbud til undervisning i golfreglerne.
  • 56 procent har deltaget i regelundervisning inden for det sidste år.
  • Golfspillere tror generelt, at de kender golfreglerne bedre, end de rent faktisk gør.
  • Man kender ikke nødvendigvis golfreglerne bedre, fordi man har spillet længe eller har et lavt handicap.

Golfquis er en app, som er udviklet i samarbejde med Dansk Golf Union, og som indeholder flere end 2000 regelspørgsmål og hvor man kan dyste mod familie og venner.

Derfor skal der muligvis tages højde for, at deltagerne i denne nye undersøgelse er golfspillere, der generelt er mere regelinteresserede end gennemsnittet.

 

User Comments:

  • Snyd med regler ??

    06/11 - 2019 | Benny Jarl Lenskjold

    Det er godt nok trist læsning, tænk sig at der er så mange, som synes det er i orden. Det er en gentleman sport, hvor man skal være sin egen dommer. Jeg hører så til den tredje del, som påtaler et regelbrud, eller fortæller hvis, der er en medspiller, som er i gang med at gøre noget, mod reglerne. Det er enhver golfspillers pligt, så alle spiller efter samme regelsæt. Dem jeg spiller med, spiller alle efter reglerne, og hvis de er i tvivl, spørger de gerne, sådan skal det også være. De ved jeg er med i klubbens regeludvalg, så de synes, det er godt med hjælp, når de er i tvivl.

  • .. en lille tilføjelse

    05/11 - 2019 | Jan Braginski

    Undersøgelsen var ikke kun begrænset til brugere af GolfQuis - de udgjorde faktisk under 10% af besvarelserne. Deltagerne er funder via annoncering og forskellige golf brugergrupper på facebook. Venligst, Jan - GolfQuis

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer