Ukendt japaner vinder omspilssejr og PGA Tour-kort | Golf.dk
Satoshi Kodeira startede dagen på 12. pladsen, seks slag fra førstepladsen, men en runde i 66 slag rakte til omspil og senere sejren.

Foto: Getty Images

Ukendt japaner vinder omspilssejr og PGA Tour-kort

15/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Det er aldrig til at vide, hvad der kommer til at ske i de afgørende stunder ved en stor professionel golfturnering, når nerverne sidder uden på tøjet og hjernen har alt for meget tid til at spinde ud af kontrol, men Satoshi Kodaira havde nok alligevel ikke troet, at hans runde i 66 slag og total i -12 ville række til omspil i RBC Heritage. 

Førerbolden med Ian Poulter, Si Woo Kim og Luke List havde været på fremmarch ugen igennem, men på de sidste ni huller søndag kom de bakkende tilbage til feltet. -12 rakte til omspil i sidste ende, og alle tre kan se tilbage på spildte chancer over de afgørende timer. 

Poulter havde ikke lavet en bogey i to en halv runde, inden starten gik søndag. Han lavede fem i løbet af de sidste ni og faldt fra -14 til syvendepladsen i -9.

List nåede -14 med en birdie på hul 10, men derfra fulgte fire bogeys mod blot en enkelt birdie på opløbsstrækningen. Det gav et falt til en delt tredjeplads i -11.

Kim nåede til -15 med tre birdies på de første ni huller, men han gav de tre slag tilbage på bagni, da putteren blev kold som is.

Da han missede et birdieputt fra under to meter på hul 18, måtte sidste års Player's Champion ud på ekstrahuller mod 28-årige Kodaira.

Japaneren har seks professionelle sejre i sit hjemland, men han gik ind til omspillet uden nogen i USA og uden medlemskab af PGA Touren.

Han fik begge på Habour Town Golf Links. To gange delte Kim og Kodaira hul 18 i par, inden japaneren sænkede en lang birdie for sejren på det krævende hul 17.

- Det er, hvad jeg har drømt om hele mit liv, og nu er det blevet virkelighed. Jeg er meget, meget glad, sagde Kodaira gennem tolk til tv umiddelbart efter afgørelsen var faldet.

Trods sin 46. plads i verden er Kodaira ukendt uden for Japan, hvor han har spillet langt størstedelen af sin golf. Han har deltaget i fem World Golf Championships og seks majors, men en 28. plads er indtil videre det bedste resultat, når han har mænget sig med verdenseliten. Han får flere chancer for at måle sig mod de bedste i fremtiden, for med sejren følger 52 verdensranglistepoint, der vil give et stort hop opad, når listen opdateres mandag.

Link til resultatet 

User Comments:

  • Kodaira

    16/04 - 2018 | Hans-Jørn Mortensen

    Se golfwrx.com

  • Honma

    16/04 - 2018 | Hans-Jørn Mortensen

    Han er ikke medlem af Team Honma! Se Honmas site!

  • Spiller han ikke med køller og jern af mærket HONMA ?

    16/04 - 2018 | Jan Pedersen

    Er der nogen der ved hvad Kodaira har i sin bag? Herligt når en relativ ukendt golfer napper pokal og gavecheck foran etablerede navne i branchen......... stort tillykke

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer