Uimponeret Nanna: - Jeg vil længere op | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen har allerede blikket rettet mod fremtiden.

Foto: Getty Images

Uimponeret Nanna: - Jeg vil længere op

07/04 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Nanna Koerstz Madsen er allerede videre, da vi fanger hende på messenger-video tirsdag aften, mindre end 48 timer efter hendes historiske tredjeplads ved ANA Inspiration.

Også selvom hun ikke engang har nået at læse alle de lykønskningsbeskeder, hun har fået.

Jeg spørger hende, om hun har hørt fra den europæiske Solheim Cup-kaptajn Catriona Matthew.

- Ja, hun skrev til mig i morges.

- Hvad skrev hun?

- Det ved jeg ikke, jeg har faktisk ikke læst beskeden endnu, griner Nanna Koerstz Madsen

Hun åbner beskeden med det samme. Catriona Matthew har spurgt Nanna, om hun ved, at hun nu er nummer to på LET-listen til Solheim Cup-holdet.

Dermed er hun aktuelt blandt de automatiske valg til Europas hold, ligesom Emily Pedersen er det.

Men det er slet ikke noget, Nanna Koerstz Madsen dvæler ved. 

3. pladsen ved ANA Inspiration er det bedste danske majorresultat i 20 år, det bedste danske majorresultat på amerikansk jord og en trædesten til den højeste placering en dansk dame har opnået på verdensranglisten. Samtidig er hun mere end nogensinde aktuel til Solheim Cup-holdet til september.

Meget af det vidste den 26-årige dansker bare ikke, før folk gjorde hende opmærksom på det.

Hun er allerede i træningslejr med sin træner David Dickmeiss og med blikket rettet mod de næste turneringer.

- Det var først i morges, jeg fandt ud af, at jeg er den højest rangerende danske kvinde nogensinde. Men jeg tænker ikke så meget over det, Mit mål er ikke at blive nummer 53, jeg vil højere op, og det er det, jeg fokuserer på, lyder det fra Danmarks bedste golfspiller.

Penge (hun vandt en lille million danske kroner), ranglistepoint og skulderklap er åbenbart ikke det, der fylder allermest. Så lidt provokerende kan man måske spørge, hvad hun så kan bruge sin topplacering til.

- Den er et godt skridt på vejen for mig. Jeg viste mig selv, at jeg kan spille selvom jeg er nervøs. Det har jeg virkelig kæmpet med før. For mig handler det om processen i det. At jeg ved, at der på sigt nok skal komme flere gode resultater. Jeg får styr på det mentale og tænker, at når ugen kommer, så skal jeg nok også vinde engang, siger hun.

Hun indrømmer, at hun var nervøs både lørdag og søndag. Hun vidste, at sejren var uden for rækkevidde, men at en top-10 var opnåelig.

- En top-10 i en major var jo noget stort for mig. Det har jeg aldrig gjort før.

Koerstz Madsen begynder typisk at kæmpe med sine drives, når hun er nervøs. Hendes bevægelse i hoften bliver mindre kontrolleret. Det kom også til udtryk under lørdagens runde, hvor hun på 3.hul slog sin bold out-of bounds i venstre, hvilket resulterede i en dobbelt bogey.

- Så på 4.hul slog jeg er rigtigt Nanna-drive, som var “long gone” i højre. Den kunne godt spilles, men den var helt skæv. Men derefter fik jeg stoppet det, og det var meget fedt. Jeg nåede at være til stede og få afklaret, hvad jeg skulle tænke på svingmæssigt, forklarer hun.

Søndag formåede hun at spille godt hele dagen, også selvom hun vidste, at en top-5 placering var opnåelig, da hun først begyndte at lave eagles og birdies på bag-ni.

Den slags overvindelser betyder mere for hende end de mere håndgribelige gevinster ved et topresultat.

Også selvom hun mandag tog en tur på det eksklusive Rodeo Drive i Los Angeles for at kigge i butikker.

- Jeg plejer at købe en ting, når jeg har lavet et godt resultat. Men jeg kunne ikke finde noget, jeg ville have, siger hun.

Det er nu to måneder siden, at hun hendes forlovede, caddie og manager Nicki Hansen flyttede til Florida. Siden da har de været meget på de amerikanske landeveje. 

Nanna Koerstz Madsen er overbevist om, at det er den rigtige beslutning.

- Det har været virkelig dejligt i forhold til det med rejsetiden. De første turneringer kunne vi bare køre til. Derhjemme i Danmark orkede man jo næsten ikke den lange tur og at sige farvel til alle. Hvis vi ikke kan lide det, kan vi altid bare tage hjem til Danmark. Men jeg tror på, at det er det rigtige.

User Comments:

  • Solheim Cup holdet

    08/04 - 2021 |

    Fantastisk præstation af Nanna. Der går ikke noget fra Emily og Nicole, fordi Nanna spiller godt. En fornøjelse at følge de tre superkvinder.

  • Solheim Cup-holdet

    07/04 - 2021 |

    Synes det bør nævnes at det er Emily Pedersen der er nr. 1 på LET listen, så 2 danskere i top.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,176,974
  • Unique Visitor:178,241
  • Registered Users:166,912
  • Unregistered Users:31,317
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,334
  • Unpublished Nodes:318
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.239.150.57
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,843
    • This week:101,910
    • This month:412,860
    • This year:3,177,627

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk