Uheld stopper Oosthuizens sæson før tid | Golf.dk
Søndag sluttede Louis Oosthuizen på syvendepladsen i Mauritius, men han får ikke mulighed for at bygge videre på den gode form.

Foto: Getty Images

Uheld stopper Oosthuizens sæson før tid

06/12 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Som nummer 23 i verden var Louis Oosthuizen det helt store trækplaster i Joburg Open, men et uheld under turen fra Mauritius til Sydafrika har gjort det umuligt for den 35-årige majorvinder at stille til start.

I lufthavnen fik  Oosthuizen en finger i klemme i en bagagevogn, og det medførte en hævelse, der gør ham ude af stand til at holde om køllerne.

- Det er trist, men jeg har været igennem flere forskellige skadesproblemer. Min krop føles faktisk fantastisk, så når sådan noget sker under rejsen om mandagen, er det en smule uheldigt. 

- Jeg har ikke lyst til at slå ud torsdag og kun spille et enkelt hul, slå et par slag, og så trække mig efter at have taget en andens plads. Det kan jeg ikke få mig selv til, så jeg bliver nødt til at melde fra, siger han til europatouren.

Oosthuizen forventer ikke, at problemet kommer til at plage ham længe, men uanset hvad var han på vej på juleferie, så der er tid til at pleje skaden, før han igen skal i kamp i det nye år.

- Jeg får nok taget et røntgenbillede i dag. Jeg håber ikke, jeg har brækket langefingeren på en aller anden måde, men den er meget hævet, og det er lige der, hvor man holder på grippet.

- Jeg får noge til at kigge på det derhjemme, og forhåbentlig er det ikke så slemt, siger han.

Der er tre danskere med i årets største felt. Anders Hansen vandt turneringen for otte år siden, hans seneste sejr på europatouren, og han gøres selskab på Firethorn Course og Bushwillow Course af Jeff Winther og Joachim B. Hansen. Begge sluttede i top-15 sidste uge, så der er grund til at tro på nye danske topresultater i årets sidste turnering på europatouren.

Der spilles om en førstepræmie på 195.830 euro.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer