Ugens højdespringer er dansk | Golf.dk
Søren Kjeldsen tog et gevaldigt spring op ad FedExCup-listen

Foto: Getty Images

Ugens højdespringer er dansk

27/03 - 2017 | Claes Meldal

Power Rankings: Søren Kjeldsen gjorde sin lave seedning til skamme med en fremragende præstation i WGC Match Play – og stod samtidig for ugens højdespring

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 5 i WGC – Dell Technologies Match Play (PGA Tour)
Søren Kjeldsen var tippet til en tidlig exit i Texas, men den rutinerede dansker havde andre planer. Flotte indledende sejre over bl.a. en krølhåret fyr ved navn Rory McIlroy blev vekslet til en plads i 1/8-finalen, hvor Kjeldsen besejrede William McGirt uden slinger i valsen. Den storspillende spanier Jon Rahm gjorde dog kort proces med Kjeldsen i kvartfinalen, men danskeren kan glæde sig over at hoppe 50 pladser frem på PGA Tourens FedExCup-pointliste – det største spring i denne uge.

2. Morten Ørum Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 49 i Kenya Open (Challenge Tour)
Kravet var fire lave scores, hvis man ville hænge på i toppen af leaderboardet ved Kenya Open. Det lykkedes for Morten Ørum Madsen at gå to gode runder, hvilket var nok til at klare cuttet, men ikke til at mænge sig med de forreste. Madsen kan glæde sig over et klaret cut, en god finalerunde i 69 slag, og at bundniveauet stille og roligt ser ud til at vende tilbage for silkeborgenseren.

3. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 54 i Kenya Open (Challenge Tour)
Den gode nyhed for Joachim B. Hansen i Kenya var, at han leverede birdies i rå mængder, krydret med et par eagles. Den knap så gode nyhed var, at Hansen også havde et af feltets mest plettede scorekort. Det betød, at han måtte tage til takke med en placering i bunden af finalefeltet, selvom topniveauet rakte til meget mere.

4. Sebastian Cappelen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 61 i Chitimacha Louisiana Open (web.com Tour)
Sebastian Cappelen havde spillet sig i position til at snuppe sæsonens bedste slutplacering, da han skrev under på en flot 68’er i tredje runde. Han fik dog en mareridtsagtig start på finalerunden, da han samlet smed fem slag på hul 3 og 4, og det punkterede ethvert håb om en topplacering til fynboen.

5. Emily Pedersen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 14 i World Ladies Championship (Ladies European Tour)

Emily Pedersen var kommet i menneskehænder på Mission Hills-anlægget i Kina, hvor hun skulle forsøge at tage kampen op mod en lang række sydkoreanere fra toppen af verdenseliten. Og som tredjebedste europæer havde hun absolut intet at skamme sig over – problemet var bare, at 11 sydkoreanere sluttede foran hende, hvilket kostede muligheden for en absolut topplacering.

Boblere
Ingen

User Comments:

  • Fra nr. 1 til nr. 5

    29/03 - 2017 | Claes Meldal

    Hej Jan Tak for spørgsmålet. Du har helt ret i, at Emilys resultat fortjener en højere rangering end dem på Challenge Touren. Der er dog et tidsperspektiv, som der tages højde for på denne liste. Emilys resultat ligger halvanden uge tilbage og indbragte hende en fortjent førsteplads på listen, lige da hun havde sikret sig resultatet. I denne uge var der ikke nok stærke bejlere til de fem pladser på listen, og derfor får Emily ekstraordinært lov til at figurere på denne liste over formstærke spillere - selvom hendes resultat ligger længere tilbage. Jeg håber, at dette giver mening.

  • Emily nr 5?

    28/03 - 2017 | Jan Hvidberg

    Hvordan kan 49. og 54. pladser på Challenge Touren være ratet højre end 14. plads på LET?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer