Tysker brager til tops ved EM | Golf.dk
Rasmus Neergaard-Petersens medaljehåb ved EM hænger i en tynd tråd.

Foto: Brian Rasmussen

Tysker brager til tops ved EM

28/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tyske Matthias Schmid var et slag efter Danmarks største medaljehåb, Rasmus Neergaard-Petersen, halvvejs gennem European Amateur Championship. Talentet fra Furesø var kun tre slag fra førstepladsen, da han gik på banen fredag, men 18 huller senere er han otte slag efter Schmid.

Tyskeren lavede ni birdies og ni pars, og runden i 63 slag sendte ham på guldkurs. Han rykkede fra ottendepladsen og helt til tops i -13, to slag foran Maximilian Steinlechner (64) fra værtsnationen Østrig og Joseph Long (68) fra England.

Neergaard-Petersen var to over par efter ni huller, lavede tre birdies i træk fra 15. hul og sluttede sin runde af med en bogey. Det gav par for dagen, og femtepladsen blev byttet ud med en delt ottendeplads. I -5 har han seks slag op til podieplaceringerne. Trods tilbagegangenviste fredagens spil, at alt håb om metal ikke er ude. 

Fem danskeren var til start i feltet på 144 mand, og når finalerunden indledes på Diamond Country Club, er tre stadig blandt de 61 resterende spillere. Det spinkle danske medaljehåb hænger dog alene på Neergaard-Petersen.

John Axelsen er på 36. pladsen i +1 efter en 73'er, og den deler han med Andreas Hilllersborg Sørensen, som spillede en flot runde i 69 slag og rykkede 45 placeringer frem i stillingen.

Til gengæld gik det den forkerte vej for August Thor Høst, som tidligt i august kan opleves på challengetouren i Silkeborg Ry. Den 18-årige fra Odense Eventyr brugte 77 slag og missede cuttet i +3 med et enkelt slag.

Med sin tredje runde over par var Morten Toft Hansen aldrig en faktor ved årets individuelle europamesterskab, og han sluttede som nummer 10 fra bunden af stillingen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer