Tung dansk start på LPGA | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen formåede ikke at holde dampen oppe efter sidste uges storspil, da der blev taget hul på Volunteers of America Classic.

Foto: Getty Images

Tung dansk start på LPGA

04/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det kan være svært at holde dampen oppe efter et stort resultat. Søndag aften spillede Nanna Koerstz Madsen sig til andenpladsen på LPGA Tour i Indianapolis, karrierens største resultat, og blot tre et halvt døgn senere var scoren igen tællende. 

Turen er gået til Texas, hvor Volunteers og America Classic afholdes, og der havde Koerstz Madsen problemer med at få spillet til at hænge sammen torsdag. Fra femte hul på Old American Golf Club lavede nummer 44 på Race to CME Globe fire bogeys i løbet af fem huller, og der var flere fejl end hun kunne rette op på.

Det blev til en score i +3, og senere på dagen kopierede Nicole Broch Larsen det skuffende resultat. De to danskere deler 99. pladsen med tre slag op til cutgrænsen.

Der er nordirsk føring efter første runde. Stephanie Meadow, som tilbage i 2014 hentede en tredjeplads i US Women's Open i sin professionelle debut, lagde ud i 63 slag. 27-årige Meadow havde en serie på fem birdies i træk, lavede otte i alt og hendes total i -8 rækker til et forspring på to slag ned til amerikanerne Amy Olsen og Dori Carter.

Det er sidste turnering, inden toppen af LPGA Touren drager mod øst. Det betyder, at Texas bliver årets sidste stop for størstedelen af medlemmerne – dem som ikke har leveret som håbet i løbet af sæsonen - spillere som Meadow på 110. pladsen for sæsonen. Nordireren har dog chancer for at sikre sig adgang til de lukrative turneringer i Asien med en sejr i Texas.

- Det har været et ret hårdt år, men jeg har spillet godt de seneste par måneder, så jeg føler, det kan blive en god uge. Jeg har intet at tabe. Jeg må bare gå ud og træffe fornuftige beslutninger, undgå at blive dumdristig og give mig selv chancer. Jeg tror på mig selv, og så må vi se, hvad der sker, sagde den førende til AP.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer