Søren Kjeldsen leverede en stabil præstation på AT&T Oaks Course og klemmer sig ind i top 20 efter første runde

Foto: Getty Images

Trods hård afslutning er Søren Kjeldsen i top 20

21/04 - 2017 | Martin Rahbech

Planerne går på tre turneringer i træk på PGA Tour for Søren Kjeldsen, og det tyder på, at den gode form ved WGC - Dell Technologies Match Play og delvist Masters er blevet bevaret.

Han åbnede torsdag Valero Texas Open med en runde i 69 slag (-3). Det var tæt på at blive endnu bedre, for han var i -5 uden bogeys efter 15 huller. Men han sluttede med et treputt for bogey på sit 16. hul og en bogey efter en tur i roughen på sit 18. hul, som var banens niende.

Runden i -3 placerer Kjeldsen på en delt 19. plads. Han har tre slag op til Branden Grace på førstepladsen.

Der er dog en anden interessant spiller noget længere tilbage. Ian Poulter kæmper for at bevare sin plads på PGA Touren efter sin major medical extension, hvor han i Texas spiller sin 10. og dermed sidste turnering på sin midlertidige kategori. 

Han skal vinde $30.624 i denne uge for at bevare sin plads på PGA Tour, og det kræver et resultat omkring top 30. Men i første omgang handler det om at klare cuttet, og det er en hård opgave i sig selv for den 41-årige englænder. Han er efter en åbningsrunde i +3 nede på 128. pladsen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer