Trods corona: Mølleåens Golf Klub kipper med flaget | Golf.dk
Mølleåens Golf Klub blev stiftet i 1970 og fejrer i dag 50 år som golfklub.

Foto: Karsten Bundgaard

Trods corona: Mølleåens Golf Klub kipper med flaget

18/11 - 2020 | Henrik Søe

Der er sket meget i golf-Danmark siden 1969, hvor 23 klubber tilsammen mønstrede 6.500 medlemmer. 

 Men i begyndelsen af 70’erne begyndte der at ske noget. Flere og flere klubber kom til, og blandt dem var Mølleåens Golf Klub, der således var med til at sørge for, at golfsporten i Danmark fik luft under vingerne. 

Og i dag - onsdag den 18. november - kan den traditionsrige nordsjællandske klub fejre 50 års jubilæum. Der skulle dog gå lidt tid, inden man fandt sig til rette på den bane, hvor klubben i dag har hjemme.  

Historien om Mølleåens Golf Klub tog sit udspring i 1970, da en gruppe initiativtagere på en stiftende generalforsamling besluttede at oprette en golfklub under navnet Værløse Golf Klub. 

Den første bane havde 9 huller og lå på et lejet område i Værløse. Men forholdene – og naboernes holdning til banen - betød, at man i 1977 følte sig tvunget til at forlade området.

En ny 9 hullers bane så derfor dagens lys på den nuværende beliggenhed ved Bastrup Sø med klubhus på Stenbækgård. Navnet blev samtidig ændret til Mølleåens Golf Klub efter åen, hvis begyndelse løber hen over banen. Klubben havde dengang ca. 450 medlemmer.

I 1988 blev banen udvidet til 18 huller og efter nogen omlægning og mange løbende forbedringer har den i dag udviklet sig til en attraktiv, varieret og velholdt bane i meget smukt terræn og med passende udfordringer for både begyndere og elite. Og ikke mindst et velfungerende 19. hul, hvor alle kan hygge sig med et glas og en bid brød efter runden.


Mølleåens Golf Klub må udskyde fejringen til næste år. (Foto: Karsten Bundgaard)

50 års-jubilæer skal som bekendt fejres med maner, og klubbens bestyrelsen nedsatte derfor for over et år siden en arbejdsgruppe, som skulle planlægge festlighederne. Således skulle klubben i august have gennemført en jubilæumsuge med forskellige turneringer med en afsluttende jubilæumsfest for medlemmer.

Og på selve dagen i dag havde bestyrelsen planlagt en frokost med vore ansatte og forpagtere samt en uformel reception for medlemmer først på aftenen.

Men som bekendt kom der i form en uønsket gæst til landet, som i første omgang forpurrede de mange festlige planer. 

- Coronavirus ændrede alle planer og festivitas, men for at vores jubilæum ikke skal være helt umarkeret, har vi besluttet at gennemføre vor jubilæumsuge og fest i uge 33 (fra 16-20. august)  næste år, lyder det fra klubben i den jubilæumsmail, som blev sendt rundt til klubbens cirka 1200 medlemmer onsdag. 

Et udvalg i klubben har i anledning af den runde dag desuden opdateret den jubilæumsbog, som blev udgivet i forbindelse med Mølleåens 40 års jubilæum, så hele klubbens historie nu er dokumenteret i detaljer.

Et er historisk tilbageblik, noget andet er fremtiden. Og den ser klubben også lyst på. 

- Via en landskabsfredning af vore arealer kan vi fortsat glæde os over den unikke natur, vi færdes i. Vores økonomi er i kontrolleret balance, og vi vil fortsat investere i vores bane, der jo er vores største aktiv. Og sidst men ikke mindst har vi for første gang længe oplevet en medlemstilgang på 7 procent i 2020, lyder det fra klubben, der trods corona har tænkt sig at kippe med flaget på den store dag. 

Og som klubben også gør opmærksom på i omtalen af det sted, som de selv ynder at kalde for “Perlen ved Bastrup Sø”:

- Det er jo et pragtfuldt sted at være!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,637,477
  • Unique Visitor:125,883
  • Registered Users:160,762
  • Unregistered Users:31,219
  • Blocked Users:12,394
  • Published Nodes:15,526
  • Unpublished Nodes:313
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.94.21.209
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,321
    • This week:96,401
    • This month:386,452
    • This year:1,637,799

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk