Trods 200 udmeldelser: Skjoldenæsholm kæmper videre | Golf.dk
Hvis man fremover vil gå en tur på anlægget i Skjoldenæsholm, er der ingen grund til at medbringe golfkøller.

Foto: PR

Trods 200 udmeldelser: Skjoldenæsholm kæmper videre

05/12 - 2019 | Henrik Søe

200 medlemmer valgte at melde sig ud af Skjoldenæsholm Golfklub, da skæringsdatoen for at forny medlemskabet faldt den 30. november. Nu satser golfcentrets ejere på at finde en løsning inden jul for de medlemmer, som vælger at blive i klubben. 

Da det i oktober stod klart, at ejerne af Skjoldenæsholm Golfcenter ikke kunne se fornuften i at køre videre med to baner, overtog en ny arbejdsgruppe arbejdet med at skabe grundlaget for den fortsatte drift. Det skulle ske med en ét-bane-løsning. 

For at give arbejdsgruppen bedre tid til at præsentere et fornuftigt beslutningsgrundlag ud fra det nye scenarie, blev fristen for at forny medlemskabet af Skjoldenæsholm Golfklub udskudt en måned til den 30. november. Nu kan klubben konstatere, at omkring 200 af klubbens 550 fuldt betalende medlemmer har valgt at melde sig ud. 

Paw Olsen, der er talsmand for den nye arbejdsgruppe, tror stadig på, at der er en fremtid for golf i Skjoldenæsholm. 

- Vi ved, at en del har meldt sig ud for at afvente, hvad der sker, så vi har en tro på, at det ikke er en varig situation. Derfor har vi i går sendt en meddelelse ud til dem, hvor vi liner planen op for dem igen. Vi har præciseret nogle ting, som vi tror folk kunne være i tvivl om, siger han til Golf.dk.

- Det er klart, at det er en udfordring, hvis ikke der er tilstrækkelig opbakning i medlemsskaren. I sidste instans er det medlemmerne, der skal beslutte, om vi skal fortsætte eller ej. Hvis ikke opbakningen er der nu, er der ikke noget at melde sig ind til foråret, så derfor skal de træffe en beslutning nu, siger Paw Olsen, som trods de hårde tider tror på, at der også kan spilles golf i Skjoldenæsholm fra næste sæson.

- Vi kom ind fem minutter over 12, og det er klart at det er svært at etablere noget på så kort tid. Men i arbejdsgruppen har vi fortsat en tro på, at klubben kan fortsætte, men medlemmerne skal ville det, og det vil nu vise sig inden for de næste par uger, om det er tilfældet. Vi har et pragtfuldt anlæg i en fantastisk natur, så alle muligheder skal afprøves. Det fortjener det, siger Paw Olsen.

Medlemmerne har fået tilbuddet om at fortsætte til uændret kontingent med den primære forskel, at der fremover kun kan spilles på Old Course.  

- Det, vi har meldt ud i planen, er, at der fortsættes på én bane med uændret kontingent-niveau og ellers med meget få ændringer. Træningsanlægget vil være det samme, proen har givet tilsagn om opbakning og shoppen vil fortsætte som hidtil, og der kommer ny restauratør med samme løsning, som man kender. Så egentlig er der ikke de store ændringer, bortset fra at den ene bane lukker, fordi der ganske enkelt ikke er basis for at drive to baner, siger Paw Olsen, som understreger at man har en god dialog med ejerkredsen, som bakker op om planerne. 

Ejeren af Skjoldenæsholm Golfcenter, Flemming Evald Jørgensen siger til sn.dk, at han er overrasket over, at så mange har valgt at melde sig ud i sidste øjeblik.  

- Vi må konstatere, at tilslutningen desværre har været vigende, men det undrer os, at de her godt 200 medlemmer har meldt sig ud samtidig bare et par dage inden fristen, siger Flemming Evald Jørgensen til sn.dk.

Han mener, at de sociale medier bærer en del af skylden for medlemsflugten. 

- Vi føler, at der er blevet puttet brændsel på bålet på de sociale medier, hvor der er blevet skrevet meget løst og fast om golfcenteret, siger Flemming Evald Jørgensen til sn.dk. 

Sammen med arbejdsgruppen vil ejerkredsen nu gøre alt for at sikre, at de tilbageværende medlemmer også vil komme til at spille golf i Skjoldenæsholm i den nye sæson. Flemming Evald Jørgensen siger til avisen, at man forventer at kunne præsentere et endeligt svar på fremtiden for Skjoldenæsholm Golfcenter inden jul.  

- Vi skal også kunne give dem svar på, hvad der kommer til at ske i lyset af det nye medlemstal. 

Mens 200 medlemmer altså har forladt Skjoldenæsholm - midlertidigt eller permanent - har man i den nærliggende Sorø Golfklub til gengæld fået en del nye indmeldelser.  

- Vi har ikke fået 200 nye medlemmer, det kan jeg roligt bekræfte, men vi har fået flere, end vi plejer på det her tidspunkt på året, siger Sorø Golfklubs forretningsfører Rene Nielsen til sn.dk.

Sorø Golfklub har i efteråret kørt en kampagne, hvor man tilbyder et medlemskab, hvor man for 5.200 kroner kan spille på banerne i Sorø, Skovbo, Harekær, Næstved og Brøndby. Rene Nielsen understreger over for avisen, at man i lyset af situationen i Skjoldenæsholm har været meget tilbageholdende med markedsføringen og at man aldrig vil udnytte en anden klubs ulykke.

Hos Skjoldenæsholm ønsker man ikke at pege fingre af naboklubberne:  

- Jeg skal ikke tillægge dem nogle motiver, men kan bare konstatere, at de har tilbudt et medlemskab til en væsentlig mere favorabel pris, end man har i forvejen, siger Paw Olsen fra arbejdsgruppen i Skjoldenæsholm.

Læs også: 
Skjoldenæsholm skal overleve med en bane
Kommunen smækker døren i for Skjoldenæsholm
Skjoldenæsholm går uvis fremtid i møde
Stor opbakning til redningsplan i sjællandsk klub 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,135,367
  • Unique Visitor:142,108
  • Registered Users:161,916
  • Unregistered Users:31,183
  • Blocked Users:12,412
  • Published Nodes:15,877
  • Unpublished Nodes:295
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:18.215.185.97
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:7,571
    • This week:93,245
    • This month:319,915
    • This year:2,135,782

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk