Tredobbelt Masters-vinder: - Begræns pro’ernes udstyr | Golf.dk
Nick Faldo har prøvet mere end de fleste. Han har blandt andet vundet seks majors.

Foto: PR

Tredobbelt Masters-vinder: - Begræns pro’ernes udstyr

03/04 - 2018 | Performance 54

Dette interview blev foretaget i anledning af Nick Faldos banedesign i Vietnam. Golf.dk bringer det med eneret i Danmark.

Hvad fik dig til at tage sporten op?

- Jeg sagde til min mor, at jeg ville prøve golf. De kendte til Welwyn Garden City Golf Club så de tog med derhen og bookede seks lektioner med den assisterende pro, Chris Arnold. Det, jeg lærte af det, var disciplin. Fordi den første lektion handlede om grip, og den næste handlede om kropsholdning. Den tredje lektion handlede om opstilling. Jeg havde slet ikke slået til en bold endnu. I fjerde lektion fik jeg endelig lov til at slå til en bold. Hvis nogen vil lære sporten i dag, så får de lov til at slå en bold efter tre sekunder.

- Så begyndte jeg at træne, og min nabo gav mig en kølle - et 7-jern med plastik hen over skaftet. Jeg ledte rundt i buskadset og fandt 20 golfbolde. Jeg forelskede mig i golf meget hurtigt. Jeg spillede min første runde på min 14-års fødselsdag, så jeg havde trænet i tre måneder, inden jeg spillede min første runde golf. Jeg tror, jeg gik en runde i de lave 80’ere.

Du var en af årsagerne til, at touren udviklede sig og voksede til nye markeder. Hvad var din tilgang til det?

- Vi var den første globale tour. Tidligt i sæsonen tog vi til Australien, og Europa begyndte første i marts eller april. Derefter kunne man måske tage over og spille en turnering eller to i USA. Muligvis rejste man til Sydafrika mod slutningen af året. Så kom Asien med bedre og bedre turneringer og pludselig byggede de en golfbane i Dubai midt i ingenting. Vi kom der for første gang i 1989. Folk vil ikke tro det, når vi fortæller, hvordan vi rejste. I starten rejste vi med vores egne træningsbolde. Prøv at forestille dig det! At rejse med 160 golfbolde. Den underholdning, du havde, var din radio og din kasettebåndoptager. Jeg rejste til USA med en enkelt kuffert med tøj. Nu ville jeg ikke engang kunne klare en weekend med en enkelt kuffert.

Når du ser tilbage på din karriere som spiller, hvad står så stærkest?

- Jeg er mest stolt af, at jeg opnåede mit mål om at vinde majors. Første gang, man vinder en major, føler man, at der er noget i luften. Et par måneder før min første major på Muirfield (1987, red.) sagde jeg til mig selv, efter jeg havde vundet en turnering i Spanien, at jeg var nødt til at vinde en mere, så jeg var klar til The Open. Så pludselig fik jeg en fornemmelse af, at det var ok. At jeg var helt klar. Jeg havde så mange gode visualiseringer inden. Den stærkeste var, at jeg efter turneringen ikke ville skulle rejse hjem søndag aften, fordi jeg ville skulle sidde ved morgenmaden dagen efter med The Claret Jug og byde velkommen til Muirfield sammen med BBC. Det var fantastisk.

- Min første Masters-sejr (1989, red.) var mærkelig. Jeg kom og havde spillet virkelig godt, men jeg kunne ikke lukke turneringerne. Jeg lavede altid en 8’er på et underligt tidspunkt, og sluttede som nummer 40 eller 50. Jeg var på puttting green på Augusta, og Jack (Nicklaus, red.), som altid er venlig, spurgte mig hvordan jeg spillede. Jeg sagde til ham, at jeg var godt spillende, men at jeg ødelagde det for mig selv hele tiden. Jeg sagde “jeg ved ikke, om jeg skal lade det ske eller få det til at ske”. Jack sagde bare “jeg ved lige præcis, hvad du mener” og så gik han.

- Jeg havde lyst til at sige til ham, at han skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Men jeg endte vist med bare at lade det ske. Men da jeg gik ned ad 10. hul efter 27 hullers spil førte jeg med tre, og så begyndte jeg at prøve at forcere det - at få det til at ske. Jeg var seks under på turneringens første 27 huller og ni over på de næste 27. Så skød jeg en sindssyg 65’er på sidste runde og bum, så havde jeg vundet Masters.

Der er sagt meget for nylig om den afstand, som bolden flyver. Hvordan tolker du den diskussion?

- For så vidt angår køllerne, så tror jeg ikke, man kan skubbe grænserne meget mere. Jeg aner selvfølgelig ikke, hvad videnskabsmændene har oppe i ærmerne. Men nu har vi driverens køllehoved, som er koblet til et skaft, og der findes 1001 forskellige skafter. Så er der Trackman. Du står og hamrer bolde afsted, og du kan finindstille alting optimalt på launch, spin og så videre. Hvis du gør det, kan du måske finde 10-15 yards. Hvis du så også træner fysisk, som man er i stand til i dag, så kan du måske også finde fem ekstra miles i timen i køllehovedhastighed. Det giver dig yderligere 15 yards. Så i alt er du oppe på 30 ekstra yards. Det er kæmpestort.

Er det en debat, du vil gå ind i?

- Jack siger hele tiden, at det handler om golfbolden. Det synes jeg ikke. Det er størrelsen på metalhovederne, de er for store. Du kan ikke rulle teknologien tilbage i skafterne, for den er vi alle sammen glade for. Jeg synes, man bør eksperimentere, og pro’erne bør have deres egne regler. Vi skulle spille med drivere med mindre køllehoveder og gøre det mere vanskeligt at ramme bolden perfekt. Dermed belønner man dem, der er virkelig gode ballstrikers. I de gamle persimmon-dage var vi kun en håndfuld spillere, der kunne ramme en persimmon-kølle helt rigtigt, så vi havde en fordel. Den skulle rammes i midten, og så havde vi blades, der lignede fiskeknive, så dem skulle du også ramme perfekt. Nu er sweet spot dobbelt så stor, og det gør en kæmpe forskel. Desuden så havde sådan nogle som Seve og jeg kun sandjern på 56/57 grader. Vi havde kun en pitching wedge og et sand wedge. Nu går de hele vejen op til 60 grader og måske bør vi sige, at 60 er det maksimalt tilladte.

Det ser ikke ud som om, du er færdig med banedesignet her i Laguna Lăng Cô - er det et kontinuerligt arbejde for at nå i mål?

- Vi er heldige med dette projekt. Med mange projekter, så behandler de det sådan, at du skal komme med dit design og placere det i jorden, og så forsvinder du ellers. Her begyndte jeg at komme tilbage af forskellige årsager. Enten for at lave noget forretning eller for at spille golf, og så tog vi Faldo Series for juniorer herud. Så de sidste seks-syv år er jeg kommet tilbage et par gange om året, og så kan vi jo blive ved med at justere på banen.

Hvilke egenskaber er særlige ved denne bane?

- Det fedeste er, hvor unik den er. Du begynder i rismarkerne på de første fire huller. Så kommer du ind i junglen og senere ud på stranden, som er et helt andet miljø. Der er også floden langs 10. hul og med det nye teested kommer den virkelig i spil. Så er der klipper langs 11., og så spiller du langs floden igen og i mere jungle. Der findes ikke mange golfbaner med så mange visuelle eller miljømæsige forandringer, og jeg vil gerne have, at folk kan huske hvert eneste hul. De har alle sin egen karakter.

Føler du dig hjemme her nu?

- Ja, jeg nyder det virkelig her. Jeg er så heldig, at vi bliver behandlet som kongelige. Det er næsten som om, det er mit eget private hotel, og det er skønt at komme tilbage til tjenere og servitricer, som ved lige, hvad jeg vil have. Jeg kan bare sige “det sædvandlige, tak”, også selvom jeg har været væk i seks måneder. Livskvaliteten her er virkelig god.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer