Tre gode og en rigtig ærgerlig | Golf.dk
Rasmus Højgaard var skarp i Oman, men en skidt finalerunde kostede sejren.

Foto: Claus Mølholm

Tre gode og en rigtig ærgerlig

03/03 - 2020 | Claes Meldal

Power Rankings: Rasmus Højgaard var tæt på endnu en sejr på øverste europæiske hylde, men hans sublime spil udeblev, da det hele skulle afgøres.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 6 i Oman Open (European Tour)
Rasmus Højgaard bekendtgjorde efter sejren på Mauritius, at hans mål er at vinde igen på European Tour i 2020. Det var ikke voldsomt langt fra at lykkes i Oman, da han et stykke inde i finalerunden lå alene på førstepladsen. Desværre gik han de sidste 13 huller i fire over par og faldt ud af top 10, før han kom lidt igen til sidst. Tre gode runder var ikke nok til sejren, men en sjetteplads er bestemt en imponerende præstation.

2. Linette Holmslykke
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 37 i Women’s NSW Open (Ladies European Tour)
Den nyslåede pro Linette Holmslykke har haft et par begivenhedsrige uger på Ladies European Tour down under. I forrige uge lavede hun et hole-in-one og scorede en ny bil, og i den forgangne uge holdt hun sig godt til i Women’s NSW Open frem til finalerunden, hvor hun desværre måtte notere en 79’er og røg et stykke ned ad leaderboardet.

2. Emily Pedersen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 37 i Women’s NSW Open (Ladies European Tour)
Side om side med sin nye tourkollega finder vi Emily Pedersen. Hun havde store problemer med at holde sig ude af bunkeren i Women’s NSW Open, og så er det svært at lave mirakler rent resultatmæssigt. Hun fik dog fire runders turneringsgolf i benene, hvilket er vigtigt i forhold til forårets øvrige opgaver.

4. Søren Kjeldsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 43 i Oman Open (European Tour)
Søren Kjeldsen fik holdt ganske godt sammen på spillet i Oman, hvilket hans blot otte bogeys viser med al tydelighed. Desværre var der ikke så mange birdies på scorekortene, som han kunne have ønsket. Det betød en anonym placering efter en ganske stabil præstation, som man altid kan regne med fra Kjeldsens hånd.

5. Jeff Winther
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 50 i Oman Open (European Tour)
Jeff Winther lå lunt i svinget til et godt resultat i Oman, da han overnattede på 16. pladsen før finalerunden med solide runder i 69, 72 og 69 slag. Han kom dog skidt ud til finalerunden med en dobbeltbogey på 1. hul, men kæmpede sig tilbage på par ved turnet. Fire mistede slag på bagni kostede dog 25 pladser på leaderboardet – en ærgerlig afslutning for sjællænderen.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer