Top-4 i Tour Championship består af verdens fire bedste | Golf.dk
Rory McIlroy blev far mandag. Fredag gik han dagens laveste score i Tour Championship.

Foto: Getty Images

Top-4 i Tour Championship består af verdens fire bedste

05/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Det blev en kort barsel for Rory McIlroy. Mandag kom hans datter til verden, og allerede fredag var nordireren klar til at tage hul på Tour Championship, hvor han er forsvarende mester.

Ingen gik en bedre første runde på East Lake end McIlroy, men forsvaret af den samlede FedEx Cup forbliver en stor opgave.

Årsagen er selvfølgelig systemet, der giver de 30 spillere en score mellem par og -10 allerede inden starten. Som nummer et i FedEx Cuppen tog Dustin Johnson hul på turneringen i -10, og han er fortsat på en delt førsteplads efter de indledende 18 huller.

Godt nok fik den 36-årige amerikaner selskab i toppen, og selvom Johnson sjældent lader sig gå på af noget som helst, kan det ikke være rart at se sit navn side om side med Jon Rahm.

Søndag var de to i omspil i BMW Championship, og der sænkede spanieren et fuldstændig vanvittigt putt for sejren. Denne uge skal det måske også afgøres i ekstrahuller om de 15 millioner dollars i førstepræmie. Rahm vandt søndag og Johnson løb med sejren ugen inden i den første slutspilsturnering, så begge er i form og kan forventes at blive hængende nær toppen.

Johnson kom rundt tre under par, Rahm -5, og det udlignede forskellen på to slag inden starten. De er begge -13 samlet, to slag foran Justin Thomas på tredjepladsen (-4 for dagen) og fire slag foran McIlroy.

McIlroy har ikke vundet i 2020, og siden genstarten af sæsonen er han ikke sluttet i top-10. Men med tre afsluttende birdies for en bag-ni i 30 slag og en runde i 64 gav han sig selv en chance for at slutte den amerikanske sæson på toppen. Kun Abraham Ancer matchede runden i -6.

- Golf var ikke i mine tanker de første par dage, men da først vi kom hjem onsdag, alt var godt - mor og baby var raske - det gjorde, at jeg kunne komme her og til en vis grad fokusere på, hvad jeg bør gøre, sagde McIlroy.

Den lykkelige distraktion er måske lige det, han har brug for. Selvom der ikke har været tid til grundige forberedelser, og selvom hans tanker hele tiden flyver hjem til Florida, så producerede han otte birdies fredag.

- Det viser bare, at golf er er sådan et mentalt spil, og hvis man kommer med lave forventninger - det er altid sådan, jeg har spillet godt. Når jeg ikke føler, mit spil er et godt sted, eller jeg ikke er favoritten inden en turnering, den slags ting, det er i reglen i de tilfælde, jeg spiller mit bedste, og jeg kan spille med en smule frihed. Det var det, jeg gjorde i dag, sagde han.

Der er delte meninger om PGA Tourens system med at give spillerne forskellige scores allerede inden starten, men det har skabt et helt eminent leaderboard. De fire bedste spillere på verdensranglisten indtager også de fire første placeringer i Tour Championship og har derfor de fire bedste chancer for at vinde FedEx Cuppen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,101,004
  • Unique Visitor:101,667
  • Registered Users:159,425
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,211
  • Unpublished Nodes:283
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.235.85.115
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,129
    • This week:96,282
    • This month:406,852
    • This year:1,101,220

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk