Tom Lewis tilbage på toppen | Golf.dk
Med søndagens sejr rykkede Tom Lewis frem til nummer 18 på Road to Ras Al Khaimah.

Foto: Getty Images

Tom Lewis tilbage på toppen

09/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I 2011 vandt Tom Lewis The Silver Medal som bedste amatør i The Open. Kort tid efter blev han professionel som 20-årig, og i sin kun tredje start triumferede han i Portugal Masters. Englænderen lignede fremtidens mand, men siden er han kun sluttet i top-110 på Race to Dubai to gange.

Efter nogle svære år tog Lewis søndag i Bridgestone Challenge et skridt i den rigtige retning. En andenplads ved finalerundens start blev vekslet til en storsejr på Luton Hoo Hotel Golf & Spa. Efter en bogey på første hul producerede Lewis otte birdies og nåede til -23 samlet. 

Det gav en sejr på fem slag ned til Sebastian Söderberg og Dimitrios Papadatos på andenpladsen. Med det resultat rykkede svenskeren Söderberg op som Joachim B. Hansens nærmeste forfølger på Road to Ras Al Khaimah, men selv efter en uges turneringspause er danskerens føring på hele 49.000 euro.

Tre af fem danskere klarede cuttet. Af dem gik det bedst for Rasmus Hjelm. Efter ni pars i træk kom der gang i Hjelms finalerunde, og på vejen ind lavede han fem birdies og en doublebogey. Runden i 68 slag rykkede ham fra nummer 43 til 28 i slutstillingen.

Søndag startede Hjelm fem slag bag Jeppe Huldahl, men 18 huller senere var han to slag foran. Huldahl leverede en kedelig 75'er og faldt fra 13. pladsen til nummer 40 i -7.

Martin Ovesen måtte også skrive under på en score over par. To birdies og fire bogeys gav en 73'er, en samlet score i -5 og en delt 53. plads .

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer