Tilfreds med at være utilfreds | Golf.dk
Mads Vibe-Hastrup drømmer stadig stort.

Foto: PR

Tilfreds med at være utilfreds

15/08 - 2018 | Mads Vibe-Hastrup

På golfbanen kan det nogle gange være svært at finde den helt rigtige taktik eller attitude for at kunne blive ved med at yde sit bedste. 

Men hvad kan man gøre eller tænke for bedre at kunne være i de begivenheder, der udspiller sig? 

Personligt så prøver jeg at vise mine følelser så åbent som muligt og så ligesom “presse” mig selv, så mit bedste spil kan blive ved med at komme frem. 

For stiller jeg mig selv for “tilfreds” med mit spil og min udvikling, så er der risiko for, at jeg ikke yder mit bedste og så kan middelmådigheden gå hen og blive for stor, og så går udviklingen i stå. 

Selvfølgelig skal jeg acceptere et dårligt slag eller en periode, når det kommer - simpelthen for at komme videre - men derfra så handler det om at turde gå “all-in” og gå efter det optimale. 

Utilfredsheden skaber mere energi i mit spil og det udtrykker et ærligt ønske om hele tiden at gøre det bedre - også selvom det rent faktisk går godt. Det giver mig evnen til at blive ved med at presse på, turde lave flere birdies og gå efter den rigtig lave score. 

For jeg har fortsat et ønske om at komme helt til tops, og jeg tør stå ved det. Jeg har ikke nået det, som jeg drømmer om endnu. Spørgsmålet er så bare, om det overhovedet er muligt at nå at realisere de drømme og om jeg nogen sinde bliver tilfreds..? 

Måske SKAL jeg bare have en lille smule utilfredshed i mig - og det er måske helt okay - for hele tiden at være i stand til at kunne yde mit absolut bedste.

Faktum er jo også, at jeg ikke kan se ind i fremtiden, så derfor kender jeg ikke mit eget sande potentiale. Det er noget, som jeg skal opleve og realisere med tiden. 

Jeg har oplevet flere gange, at utilfredsheden er en af de vigtigeste faktorer, der har hjulpet mig på vej til at udnytte mit potentiale. Den afhjælper min nervøsitet på banen og den skærper mit fokus. 

Den er en af mange drivkrafter, der kan få min viljestyrke og mit mod frem, så jeg får energi til at arbejde både kort- og langsigtet og mere konstruktivt med tingene. 

Inde i mit stille sind, der ved jeg at det for mig gælder om at acceptere, at jeg for det meste er utilfreds og simpelthen bare skal være mere tilfreds med min utilfredshed - den har nemlig sin helt berettigede plads.

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer