Gennem karrieren har Tiger Woods fået foretaget fire operationer i ryggen og tre i knæet.

Foto: Getty Images

Tiger under kniven igen

20/04 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Sidst vi så Tiger Woods i aktion var i Dubai Desert Classic, hvor han trak sig efter første runde med spasmer i den ryg, han havde fået foretaget tre indgreb i. Skaden blev slået hen som en mindre bagatel, men siden er han ikke stillet til start i en turnering, og det betød, han missede The Masters for tredje gang ud af de seneste fire år. 

I den forbindelse kommunikerede Woods-lejren, at det blot var mangel på kampform, der afholdt ham fra at stille til start i årets første major, men det ligner nu et røgslør, som vi har set det så mange gange før.

Torsdag aften offentliggjorde Tigers officielle hjemmeside, at han har fået foretaget et nyt indgreb i ryggen, det fjerde siden 2014. 

- Operationen gik godt, og jeg tror på, det vil lindre rygspasmerne og smerten. Når jeg er helet, ser jeg frem til at vende tilbage til en normal tilværelse, lege med børnene, spille professionel golf og leve uden den smerte, jeg har kæmpet med så længe, udtaler Woods ifølge sin hjemmeside.

Der bør nævnes, at den 41-årige superstjerne karakteriserede alle tre forudgående operationer i ryggen som succesfulde. Mellem den tredje og fjerde operation spillede Woods syv professionelle runder golf. Det er syv mere end mellem den anden og tredje, men det er en fremgang der intet positivt kan udledes af. 

Faktum er, at der igen er komplet usikkerhed omkring fremtiden for den tidligere så suveræne nummer ét i verden, en mand der kun har spillet 11 turneringer i løbet af de seneste to år og kun har klaret cuttet i fem. Det er ni år siden Woods senest vandt en major og snart fire år siden hans seneste regulære turneringssejr.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer