Tiger og Phil får wild cards til Ryder Cup | Golf.dk
Tiger Woods og Phil Mickelson er stadig kæmpenavne på golfscenen og Jim Furyk har ikke ønsket at sætte nogen af dem af sit Ryder Cup-hold.

Foto: Getty Images

Tiger og Phil får wild cards til Ryder Cup

04/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Tiger Woods, Phil Mickelson og Bryson De Chambeau kan godt begynde at pakke kufferten til Paris.

Jim Furyk udpegede sent tirsdag aften de tre som sine wild cards.

Den amerikanske kaptajn har stadigvæk en plads på holdet, som han mangler at besætte. Det sidste navn bliver offentliggjort, når denne uges BMW Championship er spillet.

At Woods, Mickelson og DeChambeau fik nikket fra Furyk er ingen overraskelse overhovedet.

DeChambeau var den amerikanske spiller, der lå lige uden for de otte automatiske kvalificerede. Da han så lige efter endt kvalifikation vandt de to første turneringer af FedEx Cup-slutspillet var han enormt svær at komme udenom.

Det samme kan siges om Tiger Woods. Han sluttede som nummer 11 i den amerikanske Ryder Cup-kvalifikation. Især på det sidste har han været stærkt spillende og har tre top-6 placeringer i sine sidste seks turneringer. To af dem blev opnået i årets sidste to majors.

Og desuden er han jo Tiger Woods.

Phil Mickelson er den mindst formstærke af de tre, og nogle amerikanske medier har stillet spørgsmålstegn ved, om han skulle med. De fleste regnede dog med, at Jim Furyk ikke ville turde droppe den amerikanske superveteran, som har været på hvert eneste amerikansk Ryder Cup-hold siden 1995 og aldrig før nu har haft brug for at være med på kaptajnens nåde.

Phil Mickelson sluttede nummer 10 i den amerikanske kvalifikation. Han vandt et World Golf Championship i Mexico i marts. Siden da har han dog kun haft et enkelt top-10 resultat.

Mickelson spiller altså sin Ryder Cup nummer 12, mens Tiger Woods trækker i trøjen for ottende gang. Bryson DeChambeau er debutant.

Tony Finau er lige nu favorit til den fjerde og sidste Ryder Cup-plads.

Men i og med, at den sidste spiller først bliver udpeget senere, kan et stærkt resultat fra spillere som Matt Kuchar, Xander Schauffele, Zach Johnson, Kevin Kisner eller Brandt Snedeker måske bringe Jim Furyk i tvivl. (Kuchar og Zach Johnson er efter den første offentliggørelse af denne artikel udpeget som vicekaptajner - derfor er de sandsynligvis ikke i spil til den sidste plads på det amerikanske hold).

Det amerikanske hold ser yderst potent ud. De otte automatisk kvalificerede er Dustin Johnson, Brooks Koepka, Justin Thomas, Patrick Reed, Bubba Watson, Webb Simpson, Rickie Fowler og Jordan Spieth. Af de otte er det kun Justin Thomas, der ikke tidligere har spillet Ryder Cup.

Europas kaptajn, Thomas Bjørn, offentliggør alle sine fire captain’s picks onsdag klokken 15 dansk tid.

 

User Comments:

  • Bryson DeChambeau

    05/09 - 2018 | Boye Jepsen

    Gætter på, at Bryson kommer til at "splitte" det amerikanske hold. Han er en enegænger både i sit sving og i sin personlighed, hvilket han jo også selv udtaler. Har svært ved at se ham som holdspiller og makker i en fourball/foursome.

  • Mickelson vs. Woods

    05/09 - 2018 | Kim Pedersen

    Furyk var vel tvunget til at tage Mickelson og Woods med. Bla. fordi de to herrer har aftalt at spille head-to-head om tidernes største pengepræmie senere på året. Den aftale/historie var strategisk godt "plantet", så man implicit fik lagt pres på Furyk op til udtagelsen af hans hold. Men godt for seerne at de er med og uanset sammensætningen af det amerikanske hold og bolden er rund osv. så får europæerne klø denne gang:-).

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer