Tiger havde kun dårligt nyt med til Champions Dinner | Golf.dk
Tiger Woods, nummer fire fra venstre, deltog i Danny Willetts Champions Dinner, men han er ikke med, når starten på The Masters går.

Foto: Masters Tournament

Tiger havde kun dårligt nyt med til Champions Dinner

06/04 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I 1997 rystede en 21-årig Tiger Woods golfverdenen med en 12 slags sejr i The Masters. Med voldsom eksplosivitet og kirurgisk præcision satte han nye standarder for, hvad der er muligt at gøre med en golfbold. Legenden om den historiske sejr lever i bedste velgående her 20 år senere, mens hovedpersonen selv nu kun kan halte af sted.

Tirsdag aften mødtes vinderne af en grøn jakke til den traditionelle Champions Dinner, og der kom en ny indikation af, at Woods efterhånden hører mere til i den gruppe af mestre, der kan se tilbage på en glorværdig karriere end den, der fortsat har ambitioner om at spille med om sejren.

Fredag meldte Woods afbud til turneringen på grund af manglende form efter den seneste skadespause. Det var i hvert fald den officielle forklaring, men Mark Steinberg og Tiger har aldrig været særlig troværdige kilder, og det lader også til, at de denne gang har holdt kortene tæt til koppen.

Golf Channel talte onsdag med Mark O'Meara, der for år tilbage var blandt Tigers bedste venner på touren, og som under middagen sad ved siden af den firedobbelte vinder. Det er svært at udlede noget positivt fra 60-årige O'mearas udtalelser.

- Jeg har ondt af ham. Det er fra dag til dag. Han sagde ”nogle dage er gode, nogle dage er dårlige”. Smerten sidder i det område i den nedre ryg, hvor han har fået foretaget operationer. Men han kan ikke få sig selv til at komme ud og spille på halv kraft af, hvad han gjorde tidligere, sagde O'Meara.

I de senere år har Woods fået foretaget tre indgreb i ryggen, og han har slået fast, at der ikke bliver et fjerde, selv hvis det skulle betyde enden på karrieren.

- Jeg spurgte ham ikke, hvornår han regner med at vende tilbage, men det var tydeligt, at han bare må vente og se. Jeg ved, det er hårdt for ham, så meget kan jeg sige, sagde O'Meara.

Hvis den seneste beretning om Tigers skrøbelige fysik får dig til at hænge med hovedet, kan du måske blive opmuntret af et besøg på Master.com. Der kan man finde søndagstransmissionen fra 1997 i sin fulde længde og se Woods slutte 18 under par, en total der endnu ikke er overgået. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer