Tiger fortsætter fremgangen | Golf.dk
Tiger Woods er i top-10 efter første runde af Valspar Championship.

Foto: Getty Images

Tiger fortsætter fremgangen

09/03 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Tiger Woods har ikke været på Innisbrook Golf & Spa Resort i over 20 år, og han har aldrig tidligere spillet med i Valspar Championship. Mens banen og turneringen er ny for Tiger Woods, så var der noget velkendt for tilskuerne på torsdagens runde.

I sin 11. runde på PGA Touren efter sit comeback begyndte Woods at slå nogle af den type slag, der bragte 14 majors med sig og jog en skræk I livet på konkurrenterne gennem 15 år.  

På hul syv ramte Woods pinden fra 130 meter. 10 huller senere var han tæt på en hole-in-one efter en perfekt kontrolleret fade fra 180 meter. 

Woods har slået utallige af den slags kvalitetsslag gennem karrieren, men han er ligeså kendt for sin evne til at vikle sig ud af problemer på dramatisk vis. Sådan en episode opstod på hul 16, hvor et træ stod i vejen for gennemsvinget efter et vildt drive i højre. Woods risikerede skaft og lemmer, tog en aggressiv linje og fik bolden op i nærheden af green. Derfra kom han ind-og-i for par.

Det var ikke den eneste gang, det korte spil var skarpt. En drilsk vind gjorde det svært at ramme greens, og Woods kunne kun notere ni i regulation (cirka gennemsnittet for feltet), men alligevel klarede han sig rundt i -1 (fire bogeys og fem birdies).

Dey svarer til en delt ottendeplads efter 18 huller. Der er tre slag op til canadieren Corey Conners på førstepladsen. Woods ligger lige med spillere som Justin Rose, Sergio Garcia og Adam Scott. 

Torsdag var første gang, at Woods (70 slag) var bedre end Jordan Spieth (76), når de har spillet I samme bold. Woods distancerede også gruppens tredjemand, Henrik Stenson (74).

- I bolden blev vi narret mange gange i dag. I modvind var det som en mur, og med vinden bagfra kunne vi ikke regne vinklen ud.

- Jeg arbejder stadig på spillet. Jeg bliver en smule bedre lidt ad gangen. Og dag var en meget god test af de ting, jeg prøver at implementere. Vinden kaster frem og tilbage derude, det er hårdt, men jeg følte virkelig, jeg kontrollerede bolden godt det meste af dagen, sagde Woods til amerikansk tv.

Siden sit comeback har Woods præsteret en 23. plads, et misset cut og en 12. plads. En måned før årets første major ligner han en mand, der er klar til at spille med om top-10 placeringer.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer