Tiger åbner ugen med eagle | Golf.dk
Tiger Woods er fem slag fra toppen af stillingen efter første runde af Genesis Invitational.

Foto: Getty Images

Tiger åbner ugen med eagle

14/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Som 16-årig debuterede Tiger Woods på PGA Touren i LA Open. Turneringen hedder nu Genesis Invitational og Woods er vært for turneringen. Det er aldrig lykkedes ham at vinde på værtsbanen Riviera Country Club. Skulle det lykkes ham i en alder af 44 år, vil det blive endnu et stykke historie i en karriere fyldt med rekorder. 

Tigers næste sejr på PGA Touren bliver den 83. i rækken, og den vil gøre ham til den mest vindende spiller nogensinde. Det er en hæder han lige nu deler med Sam Snead.

Det er ikke mange steder, Woods har spillet flere gange og endnu er uden sejr, og det bliver ingen simpel opgave at vaske den lille plet af cv'et denne uge. Ni ud af verdens top-10 er til start, 31 ud af verdens top-50. De er med til at gøre Genesis Invitational til et af de stærkeste felter, bortset fra majors.

Derfor har verdens  nummer otte ryggen mod muren i sin jagt på endnu et stykke historie, men Woods er en mand for en stor udfordring, og allerede på turneringens første hul arbejdede han sig mod toppen af stillingen.

Et langt drive midt i fairway, et 8-jern og et putt på syv meter gav en eagle. Woods lavede også to birdies på sine første ni huller for at nå til -4, men på bag-ni løb det gode spil ud i sandet. To bogeys på vejen ind gav en total i 69 slag, -2, og en delt 17. plads.

- Forhåbentlig får vi lidt mere jævne greens derude i morgen, Jeg håber, jeg kan slå bolden, som jeg gjorde på de første ni huller og give mig selv en række chancer over alle 18 huller, ikke kun ni, sagde Woods efter runden.

Efter førstedagen ligger Woods lige med verdens nummer to, Brooks Koepka, mens den nye nummer et, Rory McIlroy, er et slag bedre på syvendepladsen. I løbet af tre huller midt på runden producerede nordireren to eagles, en med et putt fra 11 meter, den anden fra halvanden.

Det var et lovende udlæg, men det var ikke nær nok til at følge med den førende spiller. Matt Kuchar leverede en bogeyfri runde i 64 slag. Scoren i -7 giver ham et forspring på hele tre slag ned til en håndfuld spillere på andenpladsen.

- Jeg var ikke i mange problemer i dag. Jeg følte bare, det var stabil golf, en masse chancer, og jeg var i stand til at konvertere en god del af dem i dag, sagde Kuchar efter runden.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer