Tid til revanche | Golf.dk
Rory McIlroy kan blive den sjette spiller i historien til at vinde The Grand Slam.

Foto: Getty Images

Tid til revanche

08/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Slaget mellem Europa og USA finder først sted sent i september, men for avantgarden venter der allerede en hård kamp søndag i Georgia.

Førerbolden i årets første major bliver en gentagelse af den mest anspændte single fra den seneste Ryder Cup. Rory McIlroy, Europas bedste spiller, uanset hvad verdensranglisten siger, gik op imod Patrick Reed. Reed har fem sejre på PGA Touren, ingen siden august 2016, men selvom resultatlisten ikke kan måle sig med mange af kollegaernes, forvandler han sig til et hulspilsmonster i mand-mod-mand situationer.

Med fist pumps og råb og vilde jubelscener pressede de to hinanden, og til sidst havde amerikaneren lidt mere at give af end den firedobbelte majorvinder. Reed vandt og USA vandt.

Den sejr kan Reed måske trække på, når han skal forsøge at hente sin første major. Lørdag fortsatte han det glimrende spil fra de første dage med en 67'er, som fik totalscoren til -14.

Det er tre slag foran McIlroy, som rykkede hårdt under lørdagens runde. Nordireren havde allerede lavet tre birdies, da han stod højre om green på hul otte i to slag. Derfra havde han ikke meget green at arbejde med, og bolden ville dag også være ræset langt forbi hullet, hvis den altså ikke havde ramt pinden. I stedet gik den i hul for eagle.

Den slags held giver en tro på, at det måske er McIlroys tur. Måske vil han endegyldigt kunne lægge nedturen fra 2011 bag sig. Måske vil han i en alder af 28 år fuldende The Grand Slam. 

Der er gode chancer, for han spillede sin bogeyfri runde til ende med birdies på hul 15 og 18. Det gav 65 slag, andenpladsen i -11 og en plads i søndagens sidste bold.

Der er flere spillere med i kampen om sejren, for på Augusta National kan der både vindes og tabes mange slag i en fart. Spørg bare Sergio Garcia om det. Da han sejrede for et år siden, lavede han eagle på hul 15. Under årets første runde slog han fem bolde i vandet på samme hul og skrev 13 slag på scorekortet.

Derfor er det værd at holde øje med Rickie Fowler på tredjepladsen i -9 og Jon Rahm i -8. Begge matchede McIlroys 65'er, og begge var unden fejl lørdag. Henrik Stenson indtager femtepladsen i -7.

Jordan Spieth skal man aldrig afskrive i The Masters, men vinderen fra 2015 har både brug for al levere noget ekstraordinært og håbe på hjælp fra de førende, for han har ni slag til toppen fra sin niendeplads i -5. Den deler han med Justin Thomas.

Uanset hvordan finalen kommer til at udspille sig, er det svært at forestille sig et skuffende udfald. Der er drama i vente, og det går for alvor i gang 20.40, når Reed og McIroy går på banen til den afgørende kamp om den grønne jakke og en plads i den rige Masters-histore.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer