Thorbjørn vælger Kjeldsen som sin makker til World Cup | Golf.dk
Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen håber på at hente VM-guld til Danmark igen.

Foto: Getty Images

Thorbjørn vælger Kjeldsen som sin makker til World Cup

21/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen bliver de to danskere, der skal spille for Danmark ved World Cup of Golf i Melbourne.

Det bekræfter Søren Kjeldsen på sin facebook-side.

- Jeg kan garantere jer, at vi vil gøre vores ypperste for at skabe et godt resultat, skriver den danske, firedobbelte vinder på europatouren.

Kjeldsen og Olesen dannede også makkerpar sidst turneringen blev spillet i 2016. Dengang vandt de og skabte et af de største golfresultater i dansk golfhistorie. Af samme grund blev de dengang hædret med Den Gyldne Golfbold.

Alligevel var det ikke givet, at det skulle være de samme to, der skulle spille for Danmark igen i år.

Reglerne foreskriver, at Thorbjørn Olesen som den højest rangerende dansker selv må vælge sin makker, så længe det er en spiller, der er i top-500 på verdensranglisten.

Thorbjørn Olesen er lige nu nummer 44 i verden. Og han kunne have valgt at tage til Melbourne med Lucas Bjerregaard, der er nummer 93 eller Joachim B. Hansen, der er 115.

I stedet har Olesen valgt at tage sin ven og 2016-makker Søren Kjeldsen med. Kjeldsen er lige nu nummer 191 i verden. Nordjydens sæson har været hæmmet af en drilsk skade, men han er aktuelt i god form med to 12. pladser og en 6. plads i sine sidste tre turneringer.

World Cup of Golf bliver spillet fra den 22. til den 25. november.

Blandt de andre hold er Ian Poulter og Tyrrell Hatton fra England, Branden Grace og Charl Schwartzel fra Sydafrika samt Kyle Stanley og Matt Kuchar fra USA.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer