Thorbjørn slutter sig til spillerne under par | Golf.dk

Thorbjørn slutter sig til spillerne under par

11/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Mindre end 30 af de 87 deltagere i The Masters er under par. To af dem, som er i røde tal efter første runde, er danskere. Tidligere på aftenen kom Lucas Bjerregaad rundt i 70 slag, og kort før midnat skrev Thorbjørn Olesen under på 71 slag, -1.

Den burde have været lavere. Olesen missede kun tre greens in regulation, hul 11, 12 og 18, og alle tre gange kom han ind-og-i for par. 

På tredje hul lavede han dagens første birdie med et putt på syv meter. På ottende hul bragte han sig to under par med et toputt, og på 15. hul var der lagt op til, at Olesen skulle slutte sig til de førende i -3. 

Olesen slog sit drive midt i fairway, og andetslaget var lige på pinden. Bolden trillede dog over green og gav et drilsk indspil. Det blev kun til en par, og i stedet satte den 29-årige dansker kort tid efter et slag til på 16. hul.

Med hullet skåret på det nedre niveau har man ingenting at gøre oppe i højre side af green, men det var der, Olesens teeslag endte på par tre hullet. Birdieputtet var ikke til at stoppe, og det resulterede i en misset retur fra små cirka tre meter og dagens eneste bogey.

Det kunne have været bedre, men 71 er et ganske fortrinligt udlæg. Derfra er der kun tre slag til toppen (klokken 23.50, hvor de sidste spillere stadig er på banen), og kan Olesen fortsætte det flotte spil de kommende dage, er der mulighed for, at han kan forbedre den sjetteplads, han har som sit personlige bedste fra debuten i 2013.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer