Thorbjørn på vej mod storformen | Golf.dk
Thorbjørn Olesen er ude efter revanche for i går.

Foto: Henrik Schou

Thorbjørn på vej mod storformen

28/01 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Der var flere store navne på startlisten i Dubai Desert Classic, og et af dem – vores egen Thorbjørn Olesen – fik sat et flot aftryk på begivenhederne.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 7 i Dubai Desert Classic (European Tour)
Thorbjørn Olesen havde til fulde forstået, at det gælder om at slå til på de sidste seks huller på Emirates GC, hvor der gemmer sig gode birdiechancer til de skarptskydende. Set over hele ugen var Thorbjørn 12 under par på disse huller, og hans totalscore i -15 gav en 7. plads på et leaderboard med masser af prominente navne. Storformen ser så småt ud til at nærme sig.

2. Thomas Bjørn
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 29 i Dubai Desert Classic (European Tour)
Thomas Bjørn har fået en fin start på 2019, og han fortsatte de gode takter i Dubai. Efter en åbningsrunde i par – hvilket ikke rakte så langt – fik han skudt sig ind og gik stabile runder i 68, 69 og 69 slag i resten af turneringen. Det gav Bjørn en absolut godkendt plads i top 30.

3. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 29 i Dubai Desert Classic (European Tour)
I betragtning af, hvor Lucas Bjerregaard lå halvvejs gennem tredje runde – efter at have sat to bogeys på kortet og spillet sig ud af top 50 – kan han være rigtig godt tilfreds med et slutfacit i top 30. Bjerregaard lavede hele syv birdies på bagni lørdag, men fik ikke for alvor fortsat angrebet om søndagen, hvor det blev til en runde i 71 slag.

4. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 61 i Dubai Desert Classic (European Tour)
Joachim B. Hansen måtte sande, at en enkelt god runde ikke er nok til at levere et godt resultat på European Tour. Han fik ellers taget flot revanche for en høj åbningsrunde i 73 slag med en dynamitrunde i 66 slag, men weekenden blev ikke nogen succes for Hansen, der var rundt i 71 og 74 slag og sluttede et godt stykke fra de sjove præmiechecks.

5. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 3 i Fatima Bint Mubarak Ladies Open (Ladies European Tour)
Nicole Broch Larsen satser på at slå igennem på LPGA Touren i år, men hun kommer også til at spille en række turneringer på LET for at beholde sin spilleret der – og her var Fatima Bint Mubarak Ladies Open første hurdle. Og selvom det var årets første turnering, var der ingen rust at spore. Broch Larsen hentede en flot tredjeplads – ikke mindst grundlagt af en glimrende åbningsrunde i 69 slag.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer