Thorbjørn klarer fjerde majorcut i træk | Golf.dk
Thorbjørn Olesen lavede fire birdies og fire bogeys under anden runde af PGA Championship.

Foto: Getty Images

Thorbjørn klarer fjerde majorcut i træk

17/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tidligt fredag uden for New York City klarede Thorbjørn Olesen cuttet i PGA Championship. Årets anden major spilles på Bethpage Black, og der var Olesen rundt i par på andendagen.

For alle, som ikke hedder Brooks Koepka, er par en flot score på den lange og ekstremt krævende bane, og specielt god er scoren efter en dårlig start.

Sådan en fik den 29-årige dansker. Efter at have lavet doublebogey på næstsidste hul torsdag gik han ind til anden runde lige uden for cutgrænsen, og allerede på andet hul satte han sig selv under hårdt pres.

Et begravet leje i en bunker førte til en bogey, og allerede på næste hul tabte han igen et slag med et treputt.

Fem over par samlet var han derefter og i alvorlig fare for at blive sorteret fra efter 36 huller, men så tog Olesen fat. Det er syvende gang, han deltager i PGA Championship, og kun én gang er han faldet for cuttet. 

Det er stadig sandt efter årets udgave, den 101. i rækken, for de sidste 15 huller spillede Olesen to slag under par. Af de fire birdies, Ryder Cup-spilleren lavede på anden runde, var højdepunktet syvende hul. Fra 170 meter slog danskeren bolden op til en fod for en sikker birdie.

Scoren i par på anden runde giver en total i +3 for første halvdel af turneringen, og det er i skrivende stund en delt 65. plads. Top-70 klarer cuttet, og det ser ud til, at spillere i +4 også har en god chance for at klare sig videre.

Det er 19. gang, Olesen spiller med i en major, og det er 13. gang, han klarer cuttet. Det er en imponerende statistik mod verdens absolut bedste spillere, på nogle af verdens mest udfordrende baner. 

Det er fjerde gang i træk, Olesen spiller med i weekeenden i en major. 

Feltets anden dansker, Lucas Bjerregaard, indleder anden runde klokken 19.49. Han er +1 efter de første 18 huller og har altså gode chancer for at slutte sig til Olesen i finalefeltet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer