Thorbjørn: - Jeg er skuffet og irriteret | Golf.dk
Hele tre sessions har Thorbjørn været udenfor. I morgen kan han tage revanche.

Foto: Getty Images

Thorbjørn: - Jeg er skuffet og irriteret

29/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Eftermiddagssol bliver til aftensol. Henrik Stenson er på vej mod 15. teested.

Der havde været rygter om, at Henrik Stenson og Thorbjørn Olesen skulle ud i foursome sammen lørdag. De to gik og trænede sammen på hul 1 midt på dagen.

Men her en håndfuld timer senere er det Justin Rose, som Henrik Stenson har ved sin side i en episk dyst mod Brooks Koepka og Dustin Johnson.

Thorbjørn Olesen følger med, ligesom amerikanerne Patrick Reed og Phil Mickelson har sluttet sig til det talstærke følge af mediefolk, spillerhustruer, spillerbørn, vicekaptajner og VIP-gæster, som går i hælene på de fire stjerner.

Stenson og Rose får opmuntringer for hvert skridt, de kommer.

Men der er også mange, der vil klaske hænder med danske Olesen eller have selfies med den 28-årige debutant, der ikke har været på banen, siden han fredag tabte sin fourball med Rory McIlroy.

Thorbjørn Olesen poserer velvilligt med fans. De ønsker ham held og lykke søndag og kommer med kvikke kommentarer.

- See you in the bar on Sunday night, råber en englænder.

Efter Stenson og Rose lukker deres match med en sejr på 17. green, spørger vi Olesen om, hvordan han har haft med at se på fra sidelinien i dag.

- Jeg respekterer Thomas’ beslutning 100 procent. Men selvfølgelig er jeg skuffet og irriteret over, at jeg ikke spiller, siger han, og tilføjer:

- De andre har jo alle spillet godt i morges og i går eftermiddags.

Thomas Bjørn valgte i sidste ende at holde fast i sine fire makkerpar fra fredagens foursomes - forståeligt nok, siden de alle vandt i går. Men da Thorbjørn Olesen ikke var med i lørdag morgens fourballs, blev det en hel dag på pinebænken.

- Der er da lang tid fra fredag morgen og så til nu. Jeg har fulgt med her den sidste times tid. Ellers har jeg været i fitness i dag. Jeg så de andre tee’e af, så har jeg spillet nogle huller, og ellers har jeg slappet af, siger han.

Olesen fortæller, at det var ved 11-12 tiden, han fik at vide, at han ikke ville komme ud i dag.

I morgen er han dog sikret en match, som et par timer senere viser sig bliver mod Jordan Spieth.

Da vi taler med ham, står han og følger sine resterende holdkammerater på storskærmen ved 17. green. Alt tyder på en 10-6 føring til Europa, hvad de da også ender med kort efter.

- Det er en god føring, men det er sket før, at det er vendt, så vi skal give den fuld gas i morgen, siger han.

Thorbjørn Olesen har ret. Faktisk er det ikke længere siden end 2012, at Europa vandt efter at have været bagud med 10-6..

Læs Dansk Golf 5

I 1999 gjorde præcis det modsatte sig gældende, da USA indhentede en identisk europæisk føring.

Et par timer senere forklarer Thomas Bjørn, at det havde været svært for ham at sætte Thorbjørn Olesen på sidelinien hele lørdag. Tommy Fleetwood og Francesco Molinaris lynform var tilsyneladende grunden til, at der ikke blev plads til Thorbjørn.

- Jeg ville egentlig have alle på banen hver dag. Jeg havde ikke forudset, at jeg skulle have Francesco og Tommy på banen hele tiden. Men de var ivrige efter at spille, og de er rigtig stærke. Det var en svær beslutning. Han er en af mine kæreste venner. Men det er, hvad der sker i Ryder Cup nogle gange. Thorbjørn er god, og han kan sagtens gå ud i morgen og vise sin danske ven, at han tog fejl, lyder det fra Thomas Bjørn.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,583,201
  • Unique Visitor:123,466
  • Registered Users:160,691
  • Unregistered Users:31,225
  • Blocked Users:12,393
  • Published Nodes:15,504
  • Unpublished Nodes:314
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.238.184.78
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:4,357
    • This week:92,956
    • This month:378,120
    • This year:1,583,513

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk