Thorbjørn i storform inden årets sidste major | Golf.dk
Thorbjørn Olesen er cirka 100.000 euro fra fjerdepladsen på European Points List i kampen om en plads på Ryder Cup-holdet.

Foto: Getty Images

Thorbjørn i storform inden årets sidste major

08/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Efter en 12. plads i The Open slutspurtede Thorbjørn Olesen sig søndag til en delt tredjeplads i WGC – Bridgestone Invitational. Det gav 29,9 verdensranglistepoint, den sjettestørste høst i karrieren. Med præstationen fulgte også 438.853 euro, og med dem rykkede den 28-årige dansker frem til femtepladsen på European Points List.

Der er mindre end to måneder til Ryder Cup spilles i Paris, endnu kortere tid til kvalifikationen slutter, og denne uge får Olesen sin bedste chance for at spille sig i top-4, som er garanteret en plads på Thomas Bjørns Hold.

Årets sidste major, PGA Championship indledes torsdag, og inden frem mod sin teetid sammen med Charl Schwartzel og Patrick Cantlay klokken 20.32 er Olesen fyldt med optimisme.

-Det er sjovt at dukke op til en major, når man ved, spillet er godt. Indtil videre har sæsonen bestået af to halvdele, men jeg har tre top-3 resultater i løbet af mine sidste syv turneringer, inklusiv en sejr, og jeg føler, jeg kan være klar til at vinde en major, skrev Olesen i en blog på europatourens hjemmeside.

Selvtilliden er ikke ubegrundet. Tidligt i sin karriere stormede Olesen frem på verdensranglisten, men midt i oktober 2013 faldt han ud af top-50, og i næsten fem år har han ikke været tilbage. Det ændrede sig mandag da pointene fra Bridgestone tikkede ind og sendte ham fra nummer 56 til den 40. bedste spiler i verden. For bare ni uger siden var han nummer 129 i verden.

Bellerive Country Club i Missouri er vært for den 100. udgave af PGA Championship. Thomas Bjørn er med i feltet via sit kaptajnskab, og på sit pressemøde gjorde han det klart, at Olesen ikke skal forvente nogen vennetjenester, når de  fire ”wild cards” bliver uddelt, så han må hellere bygge videre på den gode form.

Bjørn er sat i bold med James Hahn og Rafa Cabrera Bello torsdag klokken 14.23. Hovedattraktionen til åbningsrunden er Justin Thomas, Rory McIlroy og Tiger Woods, som starter præcis en time senere.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer