Thorbjørn hyrer stjernecaddie | Golf.dk
Da Justin Roses faste caddie var tvunget til en længere pause, var det Gareth Lord, som midlertidigt bar bag'en for verdens nummer ét. Sammen vandt de i januar Farmers Insurance Open.

Foto: Getty Images

Thorbjørn hyrer stjernecaddie

10/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Da Gareth Lord i 2011 begyndte at arbejde for Thomas Bjørn, kom der prompte sejre i deres to første turneringer sammen. Da Luke Donald havde brug for en stand-in for en enkelt uge i USA senere samme år, var ”Lordy” på pletten. De vandt turneringen og dermed vandt Donald pengelisten på PGA Touren.

Gareth Lord vandt sammen med Robert Karlsson europatourens Order of Merit i 2008, og da Henrik Stenson i 2012 begyndte klatreturen fra en placering uden for top-200 i verden til dobbelt vinder af Race to Dubai og sejrherre i The Open 2016, var Lord med hele vejen. 

Nu er der Thorbjørn Olesens tur til at få serievinderen ved sin side. Denne uge på Augusta National bærer Phil Morbey køllerne for den 29-årige dansker, men fra  næste gang, Olesen har et scorekort i lommen -  sandsynligvis AT&T Byron Nelson – har han Lord ved sin side.

I slutningen af 2018 endte den engelske caddies mangeårige samarbejde med Stenson, og efter fire år med Dominic Bott ved sin side, var Olesen i marts klar til at prøve noget nyt.

Det siger noget om danskerens status i spillet, at han kan hyre et så stort navn. ”Lordy” har flere gange figureret på lister over spillets 10 bedst lønnede caddies. Hjemme i garagen har han en Ferrari parkeret.

Med Lord på bag'en er Olesens chancer for at føje til sine fem titler på europatouren bestemt ikke blevet mindre.

Nu gælder det først The Masters, og der nyder Olesen også opbakning fra en yderst erfaren mand. I 1991 var Phil Morbey ved Ian Woosnams side, da waliseren vandt den grønne jakke.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer