Thorbjørn favorit i Perth | Golf.dk
Thorbjørn Olesen er nummer 88 i verden denne uge. Seks spillere er bedre placeret på OWGR.

Foto: Getty Images

Thorbjørn favorit i Perth

07/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Når Thorbjørn Olesen klokken 05.00 dansk tid slår ud i ISPS Handa Super 6 Perth sammen med Wade Ormsby og Danny Willett, er det som bookmakernes favorit. Danskeren er startet blødt ud i 2018 med en 53. plads, en 29. plads og et misset cut, men han har gode minder at trække på Down Under.

Det var i Australien, Olesen og Søren Kjeldsen vandt verdensmesterskabet, og det var på ugens turneringsbane, Lake Karrinyup, at han vandt sin anden af fire officielle turneringer på europatouren tilbage i 2014. 

Dengang blev turneringen afviklet som 72 hullers slagspil, men eksperimentet fra sidste år fortsætter. 65 spillere klarer cuttet efter 36 huller. Kun 24 er tilbage efter tredje runde, og de skal afgøre titlen mellem sig i mand-mod-mand hulspil over bare seks huller indtil der står én ubesejret mand tilbage.

Noget lignende samme format blev brugt, da Olesen og Lucas Bjerregaard sammen vandt GolfSixes i foråret 2017. Derfor er det ikke ukendt territorium, han bevæger sig ind på, men dog er der én ny ting, han og kollegaerne skal vende sig til. For første gang kommer spillerne til at bære mikrofon under turneringen, hvilket giver mulighed for at få indsigt i beslutningsprocesserne omkring slagene samt lader banereporterne interviewe spillerne i kampens hede.    

Olesen er eneste danske deltager i det 156 mand store felt. Lee Westwood, Kiradech Aphibarnrat, Andrew Johnston og den forsvarende mester, Brett Rumford, er blandt konkurrenterne.

Super 6 Perth er den første af en række eksperimenterende turneringer i 2018. Senere på året følger GolfSixes, Belgian Knockout og Shot Clock Masters.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer