Thorbjørn er oppe på den store klinge | Golf.dk
Thorbjørn Olesen kan se tilbage på en fornem turnering i USA

Foto: Getty Images

Thorbjørn er oppe på den store klinge

09/07 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Ikke meget tydede på en stor sæson fra Thorbjørn Olesens side indtil juni – men så tog en vis herre ved ham.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 6 i Irish Open (European Tour)
Indtil juni havde Thorbjørn Olesen kun en enkelt 10. plads som eneste besøg i top 25 på European Tour. Ikke særlig opløftende. Men i de sidste fem starter har han både en sejr, en andenplads og senest en flot placering som nr. 6 i Irish Open. Han ligger nu nr. 7 på Race to Dubai-listen.

2. Jeppe Huldahl
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 5 i Prague Golf Challenge (Challenge Tour)
Jeppe Huldahl lå med en gylden chance for at sætte en hårdt tiltrængt fed præmiecheck ind på kontoen og tage et godt ryk frem på Challenge Tour-ranglisten. Men en tung afslutning i +2 på de sidste otte huller betød, at Huldahl stille og roligt måtte se sejrschancen fordufte og blive byttet ud med en endelig femteplads. Men positivt, at han er ved at ramme topformen.

3. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 15 i Thornberry Creek LPGA Classic (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen havde taget det gode spil med til Wisconsin, men det var først lørdag, at hun virkelig fik fuldt udbytte af det. Her gik hun en 63’er – feltets delt bedste runde – og rykkede godt frem på leaderboardet. Det gode resultat gav hende et avancement på 18 pladser på LPGA Tourens rangliste, hvor hun nu er nr. 108.

4. Emily Pedersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 35 i Thornberry Creek LPGA Classic (LPGA Tour)
Emily Pedersen holdt et pænt niveau set over hele turneringen i Wisconsin, hvor der kun sneg sig seks bogeys ind i løbet af de 72 huller. Birdieproduktionen rakte dog ikke helt til en topplacering i det stærke felt, hvor der skulle scores virkelig lavt for at gøre sig gældende – 16 birdies og en enkelt eagle rakte kun til en 35. plads.

5. Martin Ovesen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 30 i Prague Golf Challenge (Challenge Tour)
For at slutte højt på leaderboardet var det et must at sætte fire gode runder sammen i Prag, og det mål fik Martin Ovesen kun halvvejs indfriet. Kolding-spilleren gik en flot åbningsrunde i 68 slag, men siden fulgte to jævne runder i par, før han satte et fint punktum for turneringen med en 67’er i finalerunden – en af finalefeltets bedste præstationer.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer