Thomas Bjørn tager på foredragsturné i Danmark | Golf.dk
Thomas Bjørn kan i september næste år opleves fem steder i Danmark.

Foto: Getty Images

Thomas Bjørn tager på foredragsturné i Danmark

19/11 - 2020 | Henrik Søe

Et af de absolutte højdepunkter i Thomas Bjørns efterhånden lange golf-liv fandt sted uden for Paris for to år siden. Her stod den danske golfstjerne i spidsen for Europas Ryder Cup-hold, som sikrede sig en uforglemmelig sejr over USA.  

Via tv-skærmene kunne mange danske golffans opleve det intense drama på Golf National over tre fortættede turneringsdage fra fredag til søndag. Men Thomas Bjørns Ryder Cup udspillede sig i virkeligheden over en meget længere periode bag kulisserne.  

Nu vil Thomas Bjørn dele sin personlige historie fra Ryder Cup og tage danske golffans og andre interesserede med helt ind på hotelværelserne, til taktikmøderne og fortælle om sine tanker og dispositioner. 

Det kommer til at ske på eksklusiv foredragsturné, som i forbindelse med Ryder Cup 2021 vil finde sted på fem udvalgte steder i Danmark. 

Golf.dk spurgte Thomas Bjørn, hvorfor han nu kaster sig ud i projekt foredragsturné.  

- Hvis man læser alt om Ryder Cup, så kender man måske mange af de ting, der er foregået. Men jeg synes der er en historie at fortælle. Jeg vil gerne give folk en fornemmelse af, hvordan man laver en Ryder Cup og fortælle om det forhold, man får til spillerne og om lederskab, siger Thomas Bjørn. 

Triumfen på Le Golf National er omdrejningspunktet for foredraget, men Bjørn vil dog ikke udelukkende fokusere på Ryder Cup. Han vil også trække på sine 25 år som professionel golfspiller og fortælle om den udvikling i professionel dansk golf, som han selv var en stor del af. 

- Jeg vil også fortælle om den rejse, jeg har været på. Lige fra barndommen til jeg i en årrække stod med Golf-Danmark på skuldrene. Fra dengang, hvor en top 25-placering fik hele Danmark til at stå på hovedet og så til en tid, hvor det pludselig ikke var godt nok, når vi ikke vandt, siger han. 

Thomas Bjørn vil komme ind på sine op-og nedture i karrieren, og hvordan han i 2018 brugte de erfaringer til at skabe det, der i hans øjne var et unikt Ryder Cup-hold. 

- Jeg vil ikke tage æren for det, men vi fik skabt et hold med 12 spillere, som fungerede bedre sammen, end jeg har oplevet i alle de Ryder Cups jeg har været involveret i, siger Thomas Bjørn. 

Den snart 50-årige Thomas Bjørn er vant til at optræde på de store scener, og foredragsturneen bliver ingen undtagelse. For det er ikke ligefrem små mødelokaler og klubhus-cafeterier, der kommer til at danne kulisse for turneen næste år. 

Det er derimod store steder som Musikhuset i Aarhus og Det Kongelige Teater i København. 

- Jeg tænkte da mit, da jeg så listen over, hvor vi skulle være. For der er jo forskel i at gå ind i en mindre sal og det Kongelige Teater. Men det skal nok blive godt, siger Thomas Bjørn, der understreger, at foredragsrækken ikke kun henvender sig til de absolutte golf-nørder:

- Man skal ikke gå derfra og tænke, at man skulle have været golfspiller for at have fået noget ud af det, siger han. 

Foredragene kommer til at fungere som en samtale mellem Bjørn og TV2-journalist Morten Ankerdal og finder sted på følgende steder og datoer i september 2021:

13. sept: Musikhuset, Aarhus.
14. sept: Musikkens Hus, Aalborg
15. sept: Arena Fyn, Odense
16. sept: Kongress, Roskilde
18. sept: Det Kongelige Teater, København

Billetter til foredragene kan købes her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,638,109
  • Unique Visitor:125,910
  • Registered Users:160,762
  • Unregistered Users:31,220
  • Blocked Users:12,394
  • Published Nodes:15,526
  • Unpublished Nodes:313
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.94.21.209
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,953
    • This week:97,033
    • This month:387,084
    • This year:1,638,431

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk