Thomas Bjørn: - Fantastisk at se Emilys karakter | Golf.dk
Thomas Bjørn ser Emily Pedersen som et godt eksempel på, at unge danske golfspillere har et helt andet mindset end for en generation siden.

Foto: Getty Images

Thomas Bjørn: - Fantastisk at se Emilys karakter

18/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Golfelskere i hele Danmark klappede i deres små hænder, da Emily Pedersen søndag lod nerverne gå i et med ørkenstøvet og slog Georgia Hall i omspillet ved Aramco Saudi Ladies International.

I London sad Thomas Bjørn og klappede med.

- Det vidner meget om hendes karakter og hendes person, at hun står hvor hun gør. Det er fantastisk at se, siger han til Golf.dk, da vi taler med ham mandag.

Den samtale kan du læse meget mere fra, når vi i Dansk Golf markerer Bjørns 50 års fødselsdag i februar.

Den 15-dobbelte vinder på europatouren kan ikke undgå at lægge mærke til, at unge danske talenter er langt mere tunet ind på at vinde store sejre og vinde tidligt, end de var for 25 år siden. Her nævner han Rasmus Højgaard og Emily Pedersen som eksempler.

Emily Pedersen var kun 19, da hun vandt sin første sejr på Ladies European Tour i 2015.

På sin vej fra da til nu har spilleren fra Smørum måttet crawle igennem et hav af pigtråd. Spillemæssig krise blev til personlig krise, og hvor de to virkede selvforstærkende på hinanden.

I 2017 blev hun af Annika Sörenstam udtaget til Europas Solheim Cup. Nogle røster mente, at den da 21-årige dansker ikke var god nok. 

Hun tabte alle sine tre matcher i Iowa, da USA vandt turneringen klart over Europa.

Thomas Bjørn har ikke offentligt udtalt sig om hendes udtagelse eller deltagelse. Men han siger nu, at han på de interne linjer har været kritisk.

- Jeg syntes, det var for tidligt for hende, og det har påvirket hende meget, at det var en svær uge for hende. Nu er hun tilbage, hvor hun skal være, og det har kostet hende et år eller to, hvor det har været svært for hende, siger Thomas Bjørn, der selv har masser af Ryder Cup-erfaring, som spiller, kaptajn og vicekaptajn.

Med sin nyfundne form må Emily Pedersen betragtes som et realistisk bud på en Solheim Cup-spiller, når turneringen i sensommeren skal spilles på Inverness i Toledo, Ohio.

Nu 24-årige Emily Pedersen har vundet to turneringer på Ladies European Tour i år, og sammen med en række andre topresultater ser det ud til at sikre hende sejren på Race to Costa del Sol, tourens samlede rangliste.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,636,996
  • Unique Visitor:125,867
  • Registered Users:160,761
  • Unregistered Users:31,219
  • Blocked Users:12,394
  • Published Nodes:15,526
  • Unpublished Nodes:313
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.94.21.209
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,840
    • This week:95,920
    • This month:385,971
    • This year:1,637,318

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk