Thomas Bjørn-bog sprænger rammerne for sportslitteratur | Golf.dk
Ryder Cup 2018 er et omdrejningspunkt for "Mind Game", Men bogen tager også på en rejse ned i sindet hos nogle af verdens bedste golfspillere.

Foto: Getty Images

Thomas Bjørn-bog sprænger rammerne for sportslitteratur

18/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Thomas Bjørns nye bog, ”Mind Game” har en stærk åbningsscene. 

Den aldrende danske golfspiller står foran spejlet.

- Hvorfor græder du?, spørger han sig selv.

Han græder, fordi han ikke kan finde sig selv længere. Fordi kærlighed til golf er blevet til had til golf.

- En af de største bedrifter i sport er at være god mod dig selv, skriver Thomas Bjørn et sted i bogen.

Man aner nogle steder, at udarbejdelsen af ”Mind Game” har et vist terapeutisk sigte. Thomas Bjørn er færdig med den enorme opgave, det var at føre Europas hold til sejr ved Ryder Cup i Paris. Han føler nu, at golfverden husker ham for det, og ikke bare, at han ødslede The Claret Jug væk, da han i 2003 stod i en bunker på Royal St. Georges og stirrede fåret på en bold, der blev ved med at trille tilbage i hans sandkasse, hver gang han slog til den.

Men hvad så nu?

- Hvis jeg mister mit spil, har jeg ingen steder at gå hen, som Thomas Bjørn skriver.

Derfor står han igen foran spejlet, som han har gjort det så mange gange i sin karriere. For hvad skal der ske nu? Hvorfor græder han denne gang?

Thomas Bjørn er den største danske golfspiller nogensinde. Og han er det, englænderne kalder en ”deep thinker”. Mange, der har set ham spille til turneringer, er gået derfra med oplevelsen af, at han ikke er specielt dygtig til, at ”være god mod sig selv”.

Silkeborg-drengen var aldrig tilfreds med at være det samme som andre danske golfspillere. Han ville nå længere end nogen anden. Han havde også idéer om at nytænke Ryder Cup-kaptajnskabet, lærer vi. Det er dog en idé, han delvist må opgive undervejs.

Nu udgiver han en bog, og heller ikke her lader han sig nøje med at gøre som andre. Bogen er ikke noget forsøg på at tegne et heltebillede af sig selv. Bekendelseslitteratur er det heller ikke, selvom manden i spejlet antyder det.

”Mind Game” er nærmere et journalistisk forsøg på redegøre for de psykologiske og mentale mekanismer hos verdens bedste golfspillere. Til det formål overlader Thomas Bjørn mestendels tøjlerne til forfatteren Michael Calvin, der bevæbnet med oprigtig nysgerrighed og let adgang til nogle at spillets mest interessante skikkelser, går på opdagelse i deres hjerner.

En stor del af Bjørns vindende Ryder Cup-hold (herunder vicekaptajnerne), ligesom folk som Eddie Pepperell, Oliver Fisher og Sam Torrance lader ordene flyde til Michael Calvin, som også var flue på væggen på Le Golf National i september.

Dermed bliver bogen delvist en behind-the-scenes fortælling om Ryder Cup-2018.

En af de bedste sekvenser i bogen er fortællingen om Jon Rahms Ryder Cup. Det spanske supertalent følte, at han havde svigtet Thomas Bjørn og sine holdkammerater ved at tabe sine første to matcher. Da han så opdagede, at han skulle ud mod Tiger Woods i singlen, var han ved at skide grønne grise.

Nogle afsnit fungerer bedre end andre. Det er dybt interessant at læse om, hvordan folk som Justin Rose, Henrik Stenson, Robert Karlsson og Martin Kaymer har oplevet, at nedture og en følelse af meningsløshed nogle gange har fyldt det hele, når mange blot ser dem som mennesker, der lever på solsiden og skovler penge ind ved at dyrke deres hobby. Nøglen til succes er at finde tilbage til det mennesker, der blev god til golf, fordi han elskede det.

Andre steder forfalder kilderne en lille smule til klichéer, som at ”blive i nuet” og ”stole på processen”. Det vidste vi i forvejen godt var vigtigt.

Det ændrer dog ikke på, at ”Mind Game” er et udspil med langt større ambitioner end at indtjene en skilling eller glorificere sin danske medforfatter.

Den sætter fokus på underbelyste emner som ensomhed, angst og depression hos topgolfere. Og Bjørn lægger heller ikke skjul på, at han har en politisk dagsorden i forhold til at forme sportens fremtid og få den til at vokse og være mere modstandsdygtig over for konkurrerende, globale sportsgrene. Her aner man, at ”Mind Game” kan være en del af hans platform.

Som golfelskende læser bliver man både underholdt og uddannet. 

Man kunne måske godt ønske sig at komme endnu tættere på Bjørn og de andre deltagende spillere i bogen. En ting er at græde foran spejlet eller på hotelværelset efter en dårlig runde. Men hvad sker der, når man kommer hjem? Flyver tallerknerne gennem dagligstuen? Råber tavsheden højest på terrassen bag villaen?

Thomas Bjørn deler gerne sine professionelle dæmoner, men han er også et privat menneske. Og de fleste golfspillere, som ikke lige hedder John Daly, lever af et image, der kan markedsføres til den brede befolkning. Det laver bogen ikke om på.

”Mind Game” er indtil videre kun tilgængelig på engelsk. Den udkommer på dansk til september.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer