Taknemmelig Tiger: - Jeg kan tænke mig rundt på banen | Golf.dk
Tiger Woods udelukker ikke sig selv som spiller på det kommende Presidents Cup-hold.

Foto: Chung Sung-Jun/Getty Images

Taknemmelig Tiger: - Jeg kan tænke mig rundt på banen

28/10 - 2019 | Kasper Ørkild

Natten til mandag hentede Tiger Woods sin sejr nummer 82 på PGA Tour, da han vandt japanske ZOZO Championship med tre slag.

Det magiske nummer 82 betyder, at han tangerer rekorden for flest sejre på PGA Tour og deler den med Sam Snead.

- Det er helt skørt. Det er mange turneringer. Jeg har været i stand til at finde kontinuitet i min karriere, og jeg har givet mig chancen for at vinde en masse gange, siger Tiger Woods til GOLFTV. 

Det er langt fra den samme spiller, som vandt sin første PGA Tour-turnering tilbage i 1996. Det medgav golflegenden også efter sejren i Japan.

- Fysisk kan jeg ikke noget af det, som jeg plejede. Efter fire rygoperationer kan kroppen bare ikke det samme mere. Men jeg kan tænke mig rundt på golfbanen. Jeg ved, hvordan man spiller, og det har jeg gjort den her uge.

- På et tidspunkt vidste ikke, om jeg kom til at spille igen. Jeg overvejede, om jeg kom til at gå ordentligt igen. Jeg sætter meget pris på, at jeg er nået så langt. Jeg følte, at spillet var revet væk fra mig, og jeg er taknemmelig for at have fået det tilbage, siger Woods til golfkanalen.

Tiger Woods er kaptajn for det amerikanske hold ved dette års Presidents Cup. Her kan han muligvis vælge at gøre sig selv til en del af holdet.

- Spilleren fik helt klart kaptajnens opmærksomhed, lød det kækt fra ham.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer