Syv ud af otte danskere klarer cuttet | Golf.dk
Martin Leth Simonsen var blandt de bedste under anden runde af KPMG Trophy.

Foto: Getty Images

Syv ud af otte danskere klarer cuttet

30/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Oliver Hundebøll Jørgensen klarede ikke cuttet i KPMG Trophy, selvom han spillede en flot anden runde på Millennium Golf. Dertil var der for meget arbejde at gøre efter torsdagens 73'er. Han brugte 68 slag for en samlet score i -1. På grund af enormt lave scores rakte det blot til en 110. plads.

Til gengæld er de syv danske kollegaer alle sikre på at få del i præmien på 185.000 euro. 

-5 blev kravet for at klare sig med til finalerunderne, og i den score finder man Marcus Helligkilde. 22-årige Helligkilde måtte tidligt på banen for at færdiggøre den forsinkede første runde, og det gjorde han på helt eminent vis med en birdie-eagle afslutning for at nå til -6. Anden runde blev mindre glædelig, men i det mindste er han videre til weekenden på 60. pladsen.

Et slag længere fremme på 47. pladsen finder man Peter Launer Bæk (69), Nicolai Tinning (67) og Mark Haastrup (68). De har alle lavet flere birdies end Benjamin Poke, men alligevel er de et slag efter landsmanden, da Poke indtil videre kun har lavet en enkelt bogey. Det blev til 67 slag for pengelistens nummer 36, og Poke går ind til weekenden på 30. pladsen. 

”Pengelisten” - det har vi været tvunget til at kalde den indtil nu, men fredag blev destinationen for sæsonfinalen offentliggjort. "Road to Mallorca" hedder ranglisten fra nu af, og fra syvende november skal top-45 slås om 15 europatourkort på den spanske ferieøs Club de Golf Alcanada.

En af pladserne ligger Martin Leth Simonsen til at få. Aalborgenseren er nummer 27 på Road to Mallorca, og han har chancer for at rykke længere frem i løbet af de næste 36 huller. 

Kun tre spillere præsterede en lavere score på anden runde end Simonsens 65'er. Han lavede otte birdies på vej mod sin runde i -6, der sendte ham frem på 18. pladsen i -8. Der finder man også Jeppe Huldahl (68), som er helt nede som nummer 141 på Road to Mallorca efter en mager sæson indtil nu.

Mager er ikke et passende ord til at beskrive Jack Seniors 2019. Englænderen vandt for første gang i fire år for to uger siden, og i Belgien er han igen helt i front. I løbet af de to første runder på Millennium Golf har han akkumuleret 16 birdies og spillet sig 13 under par samlet. 

Det giver et forspring på et slag ned til Sebastian Heisele og Ross McGowan på andenpladsen og fem slag ned til de to bedste danskere.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer