Sydkoreansk dominans inden afgørende runde i major | Golf.dk
Hyo Joo Kim ligner den kommende majorvinder, hvis hun fortsat kan udspille sine landsmænd og svenske Caroline Hedwall.

Sydkoreansk dominans inden afgørende runde i major

27/07 - 2019 | Jakob Schmidt

Sydkorea fik deres første kvindelig majorvinder i 1998, men siden da er der løbet meget vand under broen. Nu dominerer sydkoreanerne ikke kun verdensranglisten, men også feltet i The Evian Championship.

De danske håb ved majoren, Nicole Broch Larsen og Nanna Madsen, havde begge store problemer i tredje runde og indtager hhv. 60. og 72. pladsen.

De seneste år har Evian Resort Golf Club ellers drillet de asiatiske spillere, og budt på både svensk og amerikansk sejr, men anderledes ser det ud i år.

En samlet score i -15 bringer Hyo Joo Kim op på førstepladsen, ét slag foran landsmanden og verdens nummer ét Sung Hyun Park. Årets første majorvinder Jin Young Ko ligger også godt til på en delt 3. plads sammen med Inbee Park i -11.

Vores svenske naboer har også et lod i form af Caroline Hedwall, som indtager 7. pladsen efter en 64'er i anden runde og en 68'er i tredje. Hun har seks slag op til Hyo Joo Kim.

Nicole Broch Larsen havde en meget fornuftig start på dagen med to birdies og en bogey efter elleve spillede huller, men to doublebogeys på hul 15 og 17 ødelagde den ellers acceptable runde. Hun er samlet set i +4 inden finalerunden.

Værre ser det dog ud for Nanna Madsen, der ligger sidst af alle som klarede cuttet i samlet +10. Syv bogeys, to doublebogeys samt en birdie, er skyld i en tredje runde på 81 slag og knuste forhåbninger om at få en god placering i årets næstsidste major.

Begge danskere kan ellers godt bruge et par gode resultater, hvis de skal have forhåbninger om at blive udtaget til dette års Solheim Cup, som spilles i starten af september.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer