Sydafrikansk rookie stikker af fra engelsk horde | Golf.dk
Christiaan Bezuidenhout skiftede driver for en uge siden, og det er en af årsagerne til hans succes ved Made in Denmark i Silkeborg.

Foto: Getty Images

Sydafrikansk rookie stikker af fra engelsk horde

31/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Chancerne for, at du har hørt om Christiaan Bezuidenhout er ikke store, men chancerne for, at du kan udtale hans navn korrekt uden tøven, er endnu mindre. Den 24-årige sydafrikaner spillede sig gennem Q-School i 2017, og i sin rookiesæson på europatouren ligger han nummer 107 efter 15 klarede cuts ud af 20 mulige.

Trods det stabile spil er det ikke blevet til nogen helt store resultater, og derfor kæmper Bezuidenhout stadig for at holde sig i top-110 på Race to Dubai. Af den grund har weekenden i Silkeborg Golfklub stor betydning.

Der er gode chancer for, at  Bezuidenhout er på førstepladsen efter sin anden runde ved Made in Denmark. Fredag lavede han otte birdies på vej mod en runde i 65 slag, og med den nåede han til -13 samlet. Det giver et forspring på fire slag ned til Matthew Baldwin og Sam Horsfield, som er i gang med sin anden runde. 

- Jeg spillede fin golf i dag. Jeg ramte bare nogle fairways og nogle greens og gav mig selv nogle chancer. Det er ret vigtigt. Jeg havde planlagt at spille ni ud af de sidste 10 uger, så hvis jeg kan få en god uge her og sikre mit kort, kan det lette på presset, så jeg kan spille mere aggressiv golf i de næste turneringer og bare gå ud og nyde det, sagde den førende spiller.

Blandt englænderne er det ikke kun Baldwin og Horsfield, som er godt kørende på den smalle skovbane. Jonathan Thomson spiller først sin anden runde ud på eftermiddagen, men i -8 har han fået selskab af Matt Wallace. Robert Rock og Callum Shinkwin er blandt spillerne på femtepladsen i -7.

De to engelske hovedrolleindehavere ved ugens start, Matthew Fitzpatrick og Eddie Pepperell, er lidt længere tilbage, men det er for tidligt at afskrive dem. For at rykke forbi Thorbjørn Olesen i kampen om den sidste kvalifikationsplads til Ryder Cup-holdet har de begge brug for at vinde, og det kommer til at kræve noget ud over det sædvanlige. Det er Fitzpatrick udmærket klar over. Han er fire under par, og Pepperell er et slag bedre. 

- To runder i -8 er måske nok. Jeg bliver nødt til at gå skørt mange under par, sagde Fitzpatrick efter sin anden runde i 68.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer