Suveræn DeChambeau sugede al spænding ud af US Open | Golf.dk
Der kom aldrig rigtig nogen spænding under finalerunden ved US Open.

Foto: Getty Images

Suveræn DeChambeau sugede al spænding ud af US Open

20/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Midt på sommeren udtalte Bryson DeChambeau, at han håber på at leve, til han bliver 130 eller 140 år gammel. Søndag overgik han sin egen ambition, da han blev udødeliggjort i golfens verden.

DeChambeau gik ind til finalerunden ved US Open på andenpladsen med to slag op til Matthew Wolff. Rollerne blev hurtigt byttet rundt, og da DeChambeau først ramte fronten, kiggede han sig ikke tilbage.

Der var en og kun en spiller under par søndag, og det var vinderen. Der var én spiller, som tæmmede Winged Foot og sluttede under par for de 72 huller, og det var DeChambeau, den 27-årige fra Californien, som kom til New York med en plan om at trække driver hvor som helst og svinge så hårdt som muligt. 

Den ultra-aggressive strategi er blevet perfektioneret i løbet af sommeren, og efter en hel del succes i de første måneder er karrierens første majorsejr kronen på værket.

Der er en offentlig hemmelighed, at USGA gerne ser US Open vundet i par, og der er noget symbolsk i, at en turnering uden DeChambeau ville have givet den ønskede vinderscore.

Men Bryson var med, omend i sin helt egen liga. DeChambeau havde kun en enkelt bogey i løbet af turneringens sidste 34 huller. Den kom på ottende hul søndag og blev prompte fulgt op med en eagle på niende. 

Efter birdie på 11. hul blev det til pars hele vejen ind for en runde i 67 slag. Det bragte DeChambeaus totalscore til -6, seks slag bedre end spillemakkeren Wolff på andenpladsen.

- Niende hul var første gang, jeg tænkte, at det faktisk kunne ske. Jeg chokerede mig selv ved at hole eagle puttet. Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne gøre det, men lige bagefter sagde jeg til mig selv, “nej, du bliver nødt til at fokusere på hvert hul”, sagde DeChambeau, da han fik lov til at løfte trofæet. 

Den selvdisciplin minder om DeChambeaus karriere som helhed, hvor det ene ambitiøse delmål efter det andet er blevet indfriet. Først skabte han en udstyrs-trend med lige lange skafter i jernene, og siden transformerede han sin krop for at blive i stand til at slå længere. I US Open gav han det endegyldige bevis på, at længde er vigtigere end præcision i det moderne spil. End ikke notorisk hård US Open-rough kunne få DeChambeau til at holde igen med driveren, og resultatet vil sende chokbølger gennem USGA og R&A, som har til opgave at sikre spillets integritet. 

Kollegaerne kan heller ikke undgå at have bidt mærke i den totalt dominerende præstation på Winged Foot i New York, som kun én gang tidligere i historien har givet en vinderscore under par.  "If he can make it there, he’ll make it anywhere", vil de måske tænke, og hvis der med de tanker følger en uro, er den begrundet. 

DeChambeau er kommet for at blive, og den femteplads på verdensranglisten, han rykker frem til med sejren, ligner intet andet end et skridt på vejen mod toppen. Sådan ser det ud for alle vindere i triumfens øjeblik, men ikke alle kan gøre succesen vedvarende. En mand, der er selvsikker nok til at bryde alle konventionerne - og ende med at få ret - han er skabt af et helt særligt stof, som vil bringe flere store titler med sig.

Matthew Wolff kunne ikke leve op til de første tre dages imponerende spil, men for en 21-årig, som kun deltog i en major for anden gang i karrieren, er en andenplads et aldeles imponerende resultat. Han sluttede af med en 75'er for sin total i par. Med en fjerdeplads i PGA Championship og en andenplads i US Open ligner Wolff en mand, man kan regne med i spillets største mesterskaber langt ud i fremtiden.

Louis Oosthuizen sluttede på tredjepladsen i +2, otte slag efter vinderen. Det var sydafrikanerens sjette top-3 placering i en major.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,114,358
  • Unique Visitor:102,184
  • Registered Users:159,463
  • Unregistered Users:31,227
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,217
  • Unpublished Nodes:284
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.62.144
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,207
    • This week:96,555
    • This month:408,118
    • This year:1,114,574

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk