Sung Kang tager sejren i AT&T Byron Nelson | Golf.dk
Det ser vildt ud når Sung Kang hiver driveren rundt om sig selv, men han får det til at virke.

Foto: Getty Images

Sung Kang tager sejren i AT&T Byron Nelson

13/05 - 2019 | Jakob Schmidt

Sung Kang holede et syv meter langt putt på 15. hul og efter det, var der kun en vej for sydkoreaneren. Og det var mod trofæet. Jordan Spieth faldt 17 pladser tilbage med hans første runde i 70'erne, og har endnu ikke haft en top-20 placering i 2019.

Det lange putt som Kang holede, var den anden birdie ud af tre i træk, som muliggjorde hans første sejr på PGA Tour. Selvom de sidste hul bød på en bogey, kunne han fortjent løfte trofæet med en samlet score i -23, to slag bedre end de to amerikanere Matt Every og Scott Piercy.

- Jeg sagde til min caddie, at han skulle blive ved at fortælle mig sjove og skøre ting i mellem hvert slag. Det gjorde mig mindre presset, for helt ærligt, så er det her en drøm der bliver til virkelighed. Lige siden den dag jeg startede med at spille golf, har det været min drøm at vinde en turnering på PGA Tour, sagde Kang efter runden.

Matt Every lignede ellers en mand på vej mod sejren efter lørdagens ni spillede huller, inden turneringen blev afbrudt pga. mørke. Tidligere om lørdagen var der nemlig faldet så meget vand, at banen ikke var spilbar. De resterende huller i tredje runde skulle spilles færdig søndag morgen i Texas, umiddelbart inden fjerde runde. Og her gik det galt for Every.

Én eagle og fire birdies på for ni var den score som Every skulle forsvare. Med fire bogeys i træk, fra. 12. til 15. hul, var det som om at gassen slap ud af ballonen, og han manglede tre slag for at indhente Kang i fjerde runde. Det nåede han aldrig at indhente. Han ender på andenpladsen i en samlet score i -21 sammen med landsmanden Scott Piercy.

Piercy havde ellers gjort alt hvad han kunne for at manifistere et comeback af de større. For det første, så spillede han alle 72 huller uden at lave én eneste bogey eller værre, og specielt i de sidste to runder kunne man se at den 40-årige stadig kan spille med helt fremme. Hans runder i 63 slag om lørdagen og 64 om søndagen, var dog ikke nok til at indhente Kang.

Jordan Spieth lignede en mand der var ved at genfinde sin form inden PGA Championship skal spilles fra på torsdag. Hans sidste runde i 71 slag, var ikke nok til at forbedre hans bedste placering i turnering, som var en 16. plads dengang han spillede med som kun en 16-årig amatør.

Link til resultatet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer