Succes med fleksmedlemskaber | Golf.dk
Den smukke natur er et gratis gode for de mange nye medlemmer i Rold Skov Golfklub.

Foto: Jens Morten

Succes med fleksmedlemskaber

22/09 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

Der vil nok altid være delte meninger i klubberne om de fleksible klubmedlemskaber, men som DGU's formand Lars Broch Christensen fremhævede på Unionens repræsentantskabsmøde for nyligt, så er de kommet for at blive.

Der er dog stor forskel på, hvor meget de enkelte klubber satser på fleksmedlemskaber i bestræbelserne på at tiltrække flere medlemmer. Nogle klubber vælger ikke at promovere fleksible medlemskaber af frygt for, at fuldtidsmedlemmer vil konvertere til fleks for at spare på kontingentet.

Andre klubber er gået i en anden retning, og en af disse er Rold Skov Golfklub i Skørping syd for Aalborg. Her introducerede man i fjor et nyt fleksibelt medlemskab udover det eksisterende fleksmedlemskab med begrænsede rettigheder.

- Det nye fleksmedlemskab hedder Flex Plus, og det skal imødekomme de mange spillere, som ikke har tid til at spille golf i det omfang de gerne ville, men som gerne vil holde gang i deres golfspil, forklarer golfmanager Casper Jacobsen.

- Flex Plus er et medlemskab med frit spil på Rold Skovs par 3 bane, fri afbenyttelse af træningsfaciliteterne, frie træningsbolde og 5 runder golf på 18 huls banen. Prisen er 1.850 kr. om året, og melder man sig ind i år, får man resten af 2020 og hele 2021 med i prisen. DGU-kort er også inkluderet.

- Vi kan se, at medlemmer, der ikke har så meget tid til golf længere, går over til Flex Plus i stedet for at melde sig ud, fortsætter Casper Jacobsen. - Så kan de også stadig være med i klubturneringer og klubber-i-klubben, hvis de har tid. Det er nemlig vigtigt, at et fleksmedlemskab ikke opfattes som et B-medlemskab. Omvendt har vi også mange, der er konverteret fra fleks til fuldtidsmedlemskab, og i almindelighed er vore fuldtidsmedlemmer stolte af at være fuldtids, så vi har ikke mistet fuldtidsmedlemmer på grund af fleksmedlemskaberne.

Rold Skov har også haft succes med et tilbud til helt nye golfspillere, kaldet "Golf eller gratis". Det er, som navnet antyder, et prøvemedlemskab, der skal gøre det nemmere tilgængeligt at komme i gang med golfen.

- Nøgleordet er tilgængelighed, og konceptet går ud på, at man gratis kan få et prøvemedlemskab i Rold Skov Golfklub, som indeholder lån af golfudstyr, frit spil på klubbens par 3 bane, ugentlig træning med professionel golftræner med både holdtræning og individuel træning og mulighed for at spille på den ”store” bane fra første dag i selskab med et af klubbens fuldtidsmedlemmer. Man får regelundervisning, og der bliver arrangeret ugentlige begyndermatcher, hvor man som prøvemedlem får mulighed for at spille på den store bane med vores garvede ”hjælpere”. Alt dette er gratis i op til 3 måneder, eller indtil man har fået sin banetilladelse, hvorefter spilleren må tage stilling til, om han eller hun vil fortsætte med et af de medlemskaber, som klubben tilbyder, siger Casper Jacobsen.

Rold Skov har med sine forskellige tiltag opnået en tilgang på knap 250 medlemmer siden starten af 2019, så man nu er oppe på 970 medlemmer. Af de 150 prøvemedlemmer, der er begyndt i år, har over 100 tegnet medlemskab af klubben, og ikke mindst er der glæde i klubben over at have fået mange unge medlemmer i junior- og ungseniorrækkerne.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,145,514
  • Unique Visitor:103,542
  • Registered Users:159,544
  • Unregistered Users:31,227
  • Blocked Users:12,380
  • Published Nodes:15,247
  • Unpublished Nodes:287
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.236.245.255
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,065
    • This week:91,901
    • This month:395,717
    • This year:1,145,735

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk