Stortalent på vej tilbage til golf efter stor rygoperation | Golf.dk
Puk Lyng Thomsen har fået store oplevelser og leveret store præstationer med det danske landshold. Denne sæson har dog været til glemmebogen.

Foto: Brian Rasmussen

Stortalent på vej tilbage til golf efter stor rygoperation

04/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Det er en glad og optimistisk Puk Lyng Thomsen, Golf.dk fanger i telefonen mandag eftermiddag.

Hun er det med god grund. Den 22-årige frederikshavner er helt fri for smerter efter en slem rygskade, og hun føler sig sikker på, at hendes fysik vil lade hende udfolde sit talent som golfspiller.

- Noget af det gode ved det her forløb er, at det har gjort mig mere sikker end nogensinde på, at det er golf, jeg brænder for, siger hun.

For fire måneder siden kunne intet tages for givet. Den 30. juni undergik landsholdsspilleren en 360 graders stivgørende operation i ryggen. Det lyder omfattende, og det er det også.

- Det er det samme princip, som den operation, Tiger Woods har fået. Jeg har fået seks skruer sat ind i rygsøjlen gennem ryggen, og en enkelt skrue sat i rygsøjlen gennem maven, fortæller hun.

At den sidste skrue skulle sættes ind ved, at hun blev åbnet op i maven og indvolde skulle flyttes, så kirurgen kunne komme til rygsøjlen, fortæller alt om, hvor stort et indgreb, der er tale om.

Hvis du først for nylig er begyndt at interessere dig for golf, ved du muligvis ikke, hvem Puk Lyng Thomsen er. Nordjyden var i flere sæsoner betragtet som det største danske amatørtalent på damesiden.

Hun er dobbelt danmarksmester for juniorer, dobbelt danmarksmester for damer og tidligere vinder af Danish International Ladies Amateur Championship (DILAC). Hun blev nummer to ved den individuelle konkurrence ved VM i 2016, og var med til at hente damelandsholdets første medalje nogensinde ved EM i 2018. 

Hun har tilmed repræsenteret Europa ved Junior Solheim Cup, Vagliano Trophy og Patsy Hankins Trophy og har været nummer 13 på amatørernes verdensrangliste.

En mere end lovende meritliste. Men selv de største løfter bliver tomme erklæringer, hvis kroppen ikke vil samarbejde.

Puk Lyng Thomsen har i flere år vidst, at hun havde et skred i den nederste del af ryggen. Et skred, der var vokset til 21 millimeter.

- Til sidst havde jeg problemer både med at gå og med at spille på grund af nervesmerter i mit højre ben, forklarer hun.

En operation var uundgåelig, og hvis der endelig skal tales om held i uheld, så kom coronapausen belejligt i forhold til at placere operation og restituering på et tidspunkt, hvor mange turneringer alligevel blev aflyst.

Lyng Thomsen befandt sig i foråret på sit college i Florida, og havde besøg af sin far, da collegesæsonen blev afblæst.

Hun fik mulighed for at rejse hjem til Danmark med samme fly som sin far, og her har hun været siden.

Hun blev opereret i Frederikshavn den 30. juni, og lægger ikke skjul på, at tiden op til operationen var den vanskeligste.

- Hele forløbet har været enormt stressfyldt. Jeg har stået i en meget usikker position, og jeg vidste, at operationen havde risici i forhold til golf, som jeg jo gerne vil leve af, indrømmer hun.

Men tanken om operationen var langt værre end selve operationen. Og siden indgrebet har Puk Lyng Thomsen været smertefri. Som i helt og aldeles befriende smertefri, og hun fortæller, at den største fysiske gene, hun har oplevet, har været i forbindelse med de første tre dage, hun skulle have antibiotika gennem et drop i hånden.

- Det var en ekstrem lettelse, da det var overstået. Ham, der opererede mig, kom ind ti minutter efter jeg var vågnet og sagde, at alt var gået godt. Nu føler jeg mig mere frisk og klar end i mange år, som hun forklarer.

Til gengæld har det sociale afsavn været stort. En ting er, at corona tager hverdagen med holdkammerater og studiekammerater. Når så en operation og efterfølgende restituering betyder, at du skal holde dig fra golfbanen i flere måneder, er det salt i såret.

- Det har da været ensomt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Nu går vi ind i den periode, hvor dagslys aftager og depression tiltager. Sådan opleves tiden dog ikke for den unge golfspiller. 

Hun er af landstræner Thomas Poulsen udtaget til landsholdet i 2021-sæsonen. Den fysiske genoptræning foregår i tæt samarbejde med landsholdets fysioterapeuter, og hun er nu begyndt at træne slag på op til 30-40 meter.

Hun forventer at kunne slå driver fra årsskiftet.

- Jeg har ikke nogen specifikke turneringer i hovedet. Men jeg har en ambition om, at jeg gerne vil kunne konkurrere igen til marts, siger Puk Lyng Thomsen.

Hun har også netop været med landsholdet til træningslejr i HimmerLand den forgange weekend og nydt den stemning og de mennesker, som hun har savnet.

Frederikshavneren, der slog sine første golfslag som 7-årig, vender ikke tilbage til USA. Til gengæld starter hun til september på en bachelor i erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet. Lige nu arbejder hun som lærervikar, hvilket giver ekstra god tid til genoptræning og forberedelse til det, der stadig er det store mål - en karriere som professionel golfspiller.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,156,271
  • Unique Visitor:142,716
  • Registered Users:161,980
  • Unregistered Users:31,187
  • Blocked Users:12,413
  • Published Nodes:15,889
  • Unpublished Nodes:295
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.221.159.255
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:5,087
    • This week:80,300
    • This month:298,809
    • This year:2,156,687

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk