Stort bunkerprojekt i Hedeland skal sikre fremtiden | Golf.dk
Chefgreenkeeper Jan Ebdrup foran en af de bunkers i Hedeland, som allerede er blevet renoveret.

Foto: Hedeland Golfklub

Stort bunkerprojekt i Hedeland skal sikre fremtiden

01/08 - 2019 | Henrik Søe

Hedeland Golfklub er grundlagt i 1980’erne, og tiden har sat sine spor på banens 65 bunkers, som efterhånden er nedslidte. Som et led i en fremtidssikring af banen på den københavnske vestegn, har klubben derfor besluttet sig for at indlede et stort bunkerprojekt, hvor der både skal flyttes, forbedres og nedlægges bunkers for at gøre spiloplevelsen bedre for både medlemmer og gæster. 

Det er den danske banearkitekt Caspar Grauballe, der har stået for bunkerplanen - som samtidig er en del af en større masterplan for Hedeland Golfklub. Projektet indebærer blandt andet, at der skal fjernes 27 af banens 65 bunkers, og i de områder kommer der fremover til at være græs-lavninger - såkaldte hollows, som skaber nye udfordrende run-off-områder. 

De nye bunkers vil ligge i en afstand, som passer efter nutidens udstyr og spillelængder, og i modsætning til mange af de nuværende bunkers, bliver de til at få øje på. 

- Som det er nu, skal man vide, hvor bunkers er, men fremover vil vi bygge bunkers op, de bliver synlige fra teestederne. Bunkers tegner på mange måder en bane, og jeg tror på, at vi kommer til at opleve en anden type bane. Det bliver en væsentlig opgradering, siger Michael Willumsen, der er formand for baneudvalget i Hedeland Golfklub. 

Via analyseværktøjet Golfspilleren i Centrum har klubben fået identificeret problemstillinger, og den hårdeste kritik har været rettet mod netop bunkers. Medlemmer og gæster har allerede i et par år kunnet opleve, hvordan resten af banen kommer til at se ud, idet man for tre år siden indledte bunker-projektet med to “prøvehuller” på 1. og 9 hul. 

- De to huller har fået meget anerkendelse, så jeg tror bestemt, det her bliver en succes, siger Michael Willumsen. 

Budgettet for hele bunkerprojektet lyder på 3 mio. kroner, og pengene har klubben lånt i Kommunekredit med Høje Taastrup Kommune som garantistiller. Og projektet kommer ikke til at betyde kontingentstigninger for medlemmerne. 

- Vi har haft en kontingentstigning, men det har været af andre årsager. Bunkerprojektet bliver indeholdt i den almindelige økonomi. Vi en medlemsejet klub og har holdt skindet på næsen. Vi har en sund økonomi og bruger ikke penge, vi ikke har, siger Michael Willumsen.

Af samme grund er der heller ikke nogen aktuelle planer om at gå videre med andre dele i den Masterplan, som er udarbejdet for banen. 

- Nu skal vi lige sunde os efter bunkerprojektet, og så må vi se, hvad vi gør, siger Michael Willumsen.  

Arbejdet med bunkers udføres af det skotske entreprenørfirma Nelson & Vecchio og begynder den 12. august. Det er planlagt således, at der maksimalt er to huller lukket ad gangen og klubbens greenkeeperstab har i den anledning anlagt to par 3-huller som erstatningshuller, så der er altid er 18 huller tilgængelige. Det forventes, at arbejdet kommer til at vare 10-12 uger. 

Se også denne video, hvor Michael Willumsen og chefgreenkeeper Jan Ebdrup fortæller mere om det store bunkerprojekt. (I videoen nævnes datoen 5. august som startdato, men projektet er siden optagelsen blevet udskudt en uge). 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer