Storm i Tjekkiet straffer danskerne | Golf.dk
Jens Kristian Thysted var i gang med at spille sig til det bedste danske resultat i turneringen, da hans og alles andre scores blev annulleret pga. kraftigt stormvejr.

Storm i Tjekkiet straffer danskerne

28/07 - 2019 | Jakob Schmidt

Næsten alle danskere var færdige med deres sidste runde ved European Young Masters, da en storm brød ud og gav ophør i spillet på Golf & Spa Kuneticka Hora i Tjekkiet.

I Klubhuset ventede alle hold i næsten to timer før at turneringskomiteen meddelte, at tredje runde ville blive afblæst og alle scores annulleret.

Det gik blandt andre udover Jens Kristian Thysted der havde spillet sig op på en delt 12. plads, ti pladser bedre end han sluttede anden runde.

Det bedste danske resultat hos drengene stod Philip Sillesen Nilsson dermed for. Han var på en delt 16. plads i samlet -3 efter anden runde, og det er det resultat han også kan tage med hjem.

Hos pigerne stod Kajsa Stie Landström for det bedste resultat med en 15. plads, otte slag efter tyskeren Paula Schulz-Hanssen der vandt pigernes række.

I holdkonkurrencen endte Danmark også udenfor podieplaceringerne, da de beholdte den 9. plads i samlet -6, som de havde spillet sig til efter de to første runder.

De store tabere i stormvejret blev Italien og Spanien, der havde spillet sig op på hhv. 2. og 3. pladsen i holdkonkurrencen. Her endte franskmændende med sølvmedaljer, selvom de var faldet langt tilbage med de scores der var registreret i tredje runde.

Tyskland var turneringens helt store vinder og tog både guldet hos pigerne og i holdkonkurrencen.

Turneringen var udelukkende for de piger og drenge, som var blevet inviteret af deres nationale golfforbund.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer