Stor fredag giver Nanna plads i weekenden
Det lignede et tidligt exit til Nanna Koerstz Madsen, som efter sin coronaisolation koldstartede og spillede 14 huller i +10 torsdag ved Volunteers of America Classic. Den 26-årige, som er på vej til at flytte til Florida, landede først i Dallas onsdag aften, cirka 14 timer før sin starttid. Det var brutale forberedelser til turneringen på Old American Golf Club, og det kom til at koste.
Da Koerstz Madsen vendte tilbage fredag morgen for at gøre første runde færdig, lagde hun ud med en eagle, men på banens sidste huller satte hun to slag til, og så var det tilbage til udgangspunktet +10.
Efter en kort pause var Koerstz Madsen tilbage på banen, og allerede efter syv huller var hun fire under par for anden runde. Bag-ni på den krævende bane førte to birdies og to bogeys med sig, så resultatet blev en 67’er. Kun Yealimi Noh, som har del i førstepladsen, afleverede en lavere score fredag.
Koerstz Madsen ramte 11 ud af 13 fairways og 14 ud af 18 greens på sin runde, der førte til et sikkert klaret cut. Med en samlet score i +6 rykkede hun frem til 56. pladsen.
Nicole Broch Larsen får også to ekstra runder i benene som optakt til næste uges US Women’s Open i Houston, men fredagen tog sig ikke ud, som den 27-årige fra Hillerød kunne have tænkt sig.
Der var kun fire slag til førstepladsen efter første runde, men fredag brugte Broch Larsen 77 slag og faldt ned til 65. pladsen i +7, et slag inden for cutgrænsen. Hullet op til de førende er nu på 11 slag.
Noh, efter sin 66’er, deler førstepladsen med Anna Nordqvist og Jessica Korda i -4. Inbee Park og verdens nummer ét, Jin Young Ko, er også i top-5 halvvejs gennem turneringen.
User Comments:
Sejt af Nanna
05/12 - 2020 |
Det tyder på stor mental styrke at kunne komme så stærkt tilbage efter sådan en start. Lover godt for fremtiden. Det bliver spændende at se, hvordan de tre danske kvinder klarer sig i næste uges major